City Nature Challenge 2026
København deltager for sjette gang i den internationale konkurrence City Nature Challenge, hvor byer i hele verden dyster om at finde flest vilde dyr, planter og svampe. Formålet er at få kortlagt de arter, der lever i byerne – og måske opdage nye.
Du deltager ved at registrere de vilde arter, du ser i byen mellem 24.–27. april 2026. Du kan desuden hjælpe med at artsbestemme andres fund frem til 10. maj 2026.
Vil du lede efter vilde arter i fællesskab med andre? I år kan du tage med tre grønne foreninger på bioblitzer i Københavns naturområder, hvor I sammen kan finde vilde dyr, planter og svampe til konkurrencen.
Se mere om bioblitzerne og hvordan du deltager i City Nature Challenge herunder.
Sådan deltager du i City Nature Challenge
Alle kan deltage ved at registrere fund på Arter.dk eller i Arter-appen.
På telefonen
- Download appen ‘Arter – Indberetning’ og opret en bruger
- Tag billeder af de vilde dyr, planter og svampe, du finder i naturen
- Søg på 'City Nature Challenge 2026: København' under 'Aktuelle aktiviteter'
- Upload dine fund under aktiviteten
På computeren
- Gå til Arter.dk og opret en bruger
- Tag billeder af de forårstegn, du finder i naturen
- Gå til aktiviteten City Nature Challenge 2026: København
- Upload dine fund under aktiviteten
Bioblitzer i København 24.–27. april
Registrer Sydhavnstippens arter med Vejbred
Fredag den 24. april inviterer den frivillige forening Vejbred alle naturinteresserede med ud at registrere arter på Sydhavnstippen. Vejbred er en frivillig forening, der bringer naturen i og omkring København tættere på menneskers hverdag med spændende ture.
Pris: 15 kr. Se mere og tilmeld dig
To dages bioblitz på Amager Fælled
Den 25. og 26. april inviterer Amager Fælleds Venner, Arternes Ambassade København, Natur & Ungdom København og Miljøpunkt Amager til bioblitz, hvor alle kan være med til at registrere arter på Amager Fælled. Her kan du opleve alt fra livet i vandhuller til lyslokning, flagermus og fugle.
Pris: Gratis. Se mere
Undersøg Nørre Campus med Vild Campus
Vild Campus har den 27. april arrangeret en bioblitz, hvor man kan være med til at kortlægge arter på Nørre Campus. Alle er velkomne til at være med, uanset niveau. Bioblitzen inkluderer også lyslokning. Vild Campus er en studenterforening på Københavns Universitet, som arbejder for mere vild natur på campus.
Pris: Gratis. Se mere