Familierundvisning i vores vilde vidunderlige verden
Undervejs på den guidede tur møder vi alt fra meteoritter fra det ydre rum til løver, isbjørne og slanger. Vi skal også tilbage i tiden og finde rester fra dinosaurer og uddøde dyr.
Vi udforsker sammen, hvor myten om enhjørningen og kæmpen stammer fra, når vi finder mystiske genstande, som ikke umiddelbart er, hvad de ser ud til. I mødet med genstandene bliver vi klogere på, hvordan vores forståelse af naturen har ændret sig gennem tiden.
Den guidede tur slutter af i museets naturhistoriske værksted, hvor I kan røre ved kranier, udstoppede dyr, insekter og mineraler og undersøge dem nærmere under mikroskop.
Rundvisningen tager en time i alt inkl. aktiviteten i værkstedet. I er velkomne til at blive i værkstedet efterfølgende. Jeres billet giver jer også adgang til museets øvrige udstillinger på dagen for rundvisningen i åbningstiden.
Praktisk information
Målgruppe:
Rundvisningen henvender sig til børn og deres voksne. Vi anbefaler fra 7 år og op, men alle er velkomne.
Mødested:
Hovedindgangen til Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5–7, 1350 København K. Billetten skal vises ved fremmøde.
Kørestolsbrugere kan godt deltage i rundvisningen. Giv os venligst besked på forhånd via rundvisning@snm.ku.dk, så vi kan tage bedst muligt hensyn.