Åkander i Palmehuset

Golden Days på Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museum er igen i år en del af festivalen Golden Days og byder på en række spændende aktiviteter under årets tema – Monster.

Tag med på rundvisning i Botanisk Have, hvor vi møder alt fra drabelige kødædende planter til smukke – men bestemt ikke uskyldige – kæmpeåkander. Undervejs kommer vi tæt på monstre, mutanter, kvælere, snyltere, parasitter, levende døde og dødeligt giftige planter og møder nogle af de arter, der har inspireret fiktionens plantemonstre, planteskurke og planteantihelte.

Du kan også opleve Botanisk Have efter lukketid, når mørket falder på, og nattens dyr og planter vågner. For én aften fyldes haven med aktiviteter, minirundvisninger og performancekunst, der giver et indblik i livet efter mørkets frembrud.

Eller se din fobi i øjnene, når Danmarks førende edderkoppeforsker, Nikolaj Scharff, udfolder edderkoppernes fascinerende naturhistorie, mens psykolog Ulla M. Wattar dykker ned i frygten for edderkopper – og hvordan den kan behandles.