Overvågning af danske ynglefugle
Ringmærkning og moderne sporingsudstyr giver os netop den viden. Den fortæller os, hvordan både almindelige arter og de mere sjældne bevæger sig gennem landet og videre ud i verden.
For mange danske fuglearter – selv dem du ser i haven – mangler vi stadig vigtig viden om deres forekomst, spredning og trækruter. Disse data er afgørende for at forstå, hvordan klima, naturforvaltning og ændringer i landskabet påvirker fuglene.
Her på siden kan du blive klogere på, hvordan vi overvåger danske ynglefugle på enten fuglestationer eller Constant Effort Sites (CES) rundt omkring i landet. Du kan også dykke ned i vores store overvågningsprojekter – bl.a. om kongeørn, hvid stork og rød glente.
Kontakt Ringmærkningen
Constant Effort Sites (CES)
CES er et internationalt projekt, som har til formål at belyse ynglefuglebestandes udvikling over tid. Mens fuglestationer typisk overvåger fugletrækket og giver os et indblik i, om en fugleart er i fremgang eller tilbagegang, hjælper CES os med at forstå hvorfor disse forandringer sker.
I projektet opsætter ringmærkere et fast antal net på samme lokation under 12 besøg mellem 1. maj og 31. august. Ved at følge fuglebestanden på de samme lokaliteter over flere år kan forskere bedre forstå, hvordan fuglepopulationer udvikler sig, og hvilke faktorer der påvirker deres overlevelse og reproduktion.
Projektet fokuserer på tre parametre:
- Antallet af voksne fugle – giver indsigt i bestandens størrelse.
- Yngleproduktion – viser antallet af unge fugle i forhold til voksne fugle.
- Overlevelsesraten – måler, hvor mange voksne fugle der vender tilbage til yngleområdet det efterfølgende år.
Du kan finde information om alle CES-lokationer i Danmark herunder. Vil du vide mere om de ringmærkede fugle fra CES-lokationerne? Besøg Danmarks Ringmærkerforenings blog for de seneste nyheder.
Brabrand Sø
CES Brabrand Sø er placeret ved den sydlige del af Brabrand sø, vest for Århus, og er en af de ældste CES lokaliteter i Danmark. Sitet har været aktivt siden 2006. Lokaliteten består hovedsageligt af rørskov med opvækst af både pil og el. Der fanges derfor særligt rørskovsarter rørsanger, sivsanger, blåmejse, skægmejse og rørspurv.
Haulund
CES Haulund er placeret i Ribe og har ringmærket ynglefugle siden 2019. Her er talrige ringmærkningsarter løvsanger, gransanger, gærdesmutte og solsort. Habitatet består af fugtigt område med både krat og tagrør.
Lunget
CES Lunget er placeret nær Ørbæk på Østfyn etableret omkring en gammel mose. I 2020 blev CES aktiviteten revideret og reduceret i netmeter (Før 126 nu 111nm.), da der bl.a. var problemer med rådyr. Nettene i forbindelse med landbrugsområder i udkanten mod øst og nord blev droppet, og net blev tilføjet mere centralt. Ændringen resulterede i, at det gamle site måtte overgå til et helt nyt site, som ellers havde været aktivt siden 2014. Området er nu en blanding af skov, mose, have og en del præget af pil. De hyppigste arter der fanges er solsort, rødhals, blåmejse, musvit og munk.
Nordre Klapper
CES Nordre Klapper, også omtalt som CES Vestamager, er en af de ældste CES lokaliteter i Danmark, og blev etableret i 2006. Sitet ligger i den nordlige del af Kalvebod Fælled (Nordre Klapper) på Amager i København. Området består af vådt krat bestående af primært pil og birk, som er omgivet af rørskov. Der er i alt 12 net som i høj grad fanger løvsanger, men også øvrige kratarter som gransanger, musvit og blåmejse. Der fanges også jævnligt skovpiber, havesanger, gærdesanger og tornsanger.
Rungstedlund
CES Rungstedlund er en af de nyere lokaliteter, som startede i 2022. Sitet ligger i Karen Blixens Fuglereservat tæt på Rungstedhavn. Området består af blandet skov med høje træer, tæt krat og underskov. Der er i alt 14 net i området, og de mest talrige ringmærkningsarter er solsort, munk og musvit. Dertil fanges også jævnligt træløber, korttået træløber, spætmejse, rødstjert og stor flagspætte.
Skarvsøen
CES Skarvsøen i Skagen har ekstisteret siden 2023 og er tilknyttet Skagen Fuglestation. Dog har Fuglestationen i flere år også udført CES-mærkning ved Jennes Sø og Batterivej, som i dag er erstattet af Skarvsøen. Området består af strandklit, hvor de mest hyppige fugle der ringmærkes er rørsanger, tornsanger, gransanger, løvsanger og rødhals.
Sydfyns ErhvervsForskole
CES Sydfyns Erhvervsforskole, også blot omtalt som CES Svendborg, har kørt siden 2019 med tilladelse fra Svendborg Kommune. Sitet er placeret på et kommunalt ejet område i udkanten af Svendborg. Området er sammensat af forskellige habitattyper med blandede busk- og løvtræer, åbne områder med urtevegetation, blandingsskov med løv- og nåletræer samt flere småsøer med tilhørende små rørskovsområder. Der anvendes i alt 14 net på sitet med samlet antal netmeter på 109 meter.
På sitet er der i perioden 2019-2023 fanget 39 forskellige arter, med en dominans af munk, tornsanger, gransanger, havesanger, solsort og rødhals. Artsdiversiteten målt som shannon index er steget i perioden.
Tømmerby Fjord
CES Tømmerby Fjord ligger helt ud til den sydøstlige bred af Tømmerby Fjord, som er placeret i den vestlige del af Vejlerne i Nordjylland. I 2016 afløste det nuværende site et ældre site kaldet Ove Sø. Området består af udpræget rørskov, hvilket også afspejles i de hyppigste arter som er rørsanger, rørspurv, skægmejse og blåmejse.
Fuglestationer
Hvis du ringmærker på en fuglestation, er du med til at overvåge og formidle viden om de mange trækfugle, der passerer landet. Ringmærkning på fuglestationer foregår primært om foråret og efteråret, da det er her, trækfuglene gør stop for at hvile og finde føde. Præcise perioder kan variere afhængigt af lokaliteten.
De tre primære fuglestationer i Danmark er Blåvand (det vestligste punkt), Skagen (det nordligste punkt) og Gedser (det sydligste punkt). Hvert år flyver tusindvis af fugle forbi disse steder, hvilket gør dem særligt vigtige for overvågningsprojekter om trækfuglenes bestande og bevægelser.
Du kan se mere om alle fuglestationer i landet på listen herunder.
Blåvand Fuglestation
Blåvand Fuglestation har ringmærket fugle siden 1954 med jævne mellemrum og kører i dag årligt under et standardiseret skema. Fuglestationen er Danmarks vestlligste, beboede bygning og fungerer i dag både som en fuglestation der er styret af Dansk Ornitologisk Forening, samt en naturskole styret af NaturKulturVarde. Her er rig mulighed for at overvåge trækfugle og ringmærke fugle. Stationen har 10 sovepladser og byder på både længere og kortere ophold.
Der ringmærkes med ca. 240 meter net i stationshaven og fyrhaven under følgende perioder:
- Forårssæson fra 15. marts til 15. juni.
- Efterårssæson fra 1. august til 15. november.
Her ringmærkes som standard fem timer hver dag med start ved solopgang.
Skagen Fuglestation
Gedser Fuglestation
Fanø Fuglestation
Keldsnor Fuglestation
Christiansøs Videnskabelige Feltstation
Overvågningsprojekter
Her kan du læse mere om de projekter, som Ringmærkningen driver eller samarbejder om.