Hjælp os med at teste museets nye læringsforløb
Inden læringsforløbene bliver en del af museets faste tilbud, skal de afprøves med de børn og unge, de er udviklet til. Derfor søger vi testgrupper og testklasser, der har lyst og mulighed for at besøge museet og hjælpe os med at teste forløbene.
Som testklasse får I mulighed for at prøve et af vores kommende læringsforløb og give feedback på både undervisningen og de praktiske rammer for besøget. Efter besøget vil vi gerne høre, hvordan I som lærere og pædagoger har oplevet forløbet: Hvad fungerede godt, og hvad kan vi gøre bedre?
Vi udvælger løbende testgrupper og testklasser, så vi får mulighed for at afprøve læringsforløbene med forskellige målgrupper. Alle, der henvender sig, får besked om, hvorvidt vi kan tilbyde dem en plads som testklasse.
Vær opmærksom på, at der er tale om test af læringsforløbene. Vi kan derfor ikke garantere, at I også får mulighed for at opleve de nye udstillinger.
Det er gratis at deltage som testklasse. For at melde jeres interesse for at blive testklasse, skal I udfylde formularen herunder.
Vi begynder at teste læringsforløbene efter påske 2027 og fortsætter frem til sommerferien.
Et testbesøg varer mellem 1,5 og 2 timer. For de yngste børn er der indlagt en spisepause. Tidspunktet på dagen vil variere, men aftales individuelt.
Vi søger testgrupper og testklasser til følgende læringsforløb. Alle forløb skal testes flere gange:
- Pindsvinet og årstiderne i Danmark: Børnehaver og 0. klasse
- Tilpasninger i Arktis: 0.–3. klasse
- Danske strandsten og det geologiske kredsløb: 4.–10. klasse
- Fra dinosaur til fugl: 7.–10. klasse
- Menneskets evolution: 7.–10. klasse samt ungdomsuddannelser (Biologi C)