Der findes kun to kendte komplette drontekranier i verden: ét på Statens Naturhistoriske Museum og ét på Oxford University Museum of Natural History. Kraniet i København har været bevaret i museets samlinger i århundreder og har nu bidraget til et internationalt studie ledet af forskere fra University of Lethbridge i Canada, som undersøger et spørgsmål, forskere har diskuteret i generationer: Hvordan oplevede dronten verden omkring sig?
Ved digitalt at rekonstruere det hulrum, hvor fuglens hjerne engang befandt sig, har forskerne fået ny indsigt i drontens sanser. Resultaterne tyder på, at drontens sanseverden på flere områder adskilte sig fra nulevende duers – drontens nærmeste levende slægtninge. Den kan have haft et mere fleksibelt aktivitetsmønster i løbet af døgnet og muligvis også været aktiv ved daggry og skumring. Samtidig kan den have haft en bedre lugtesans og en større evne til at bearbejde sanseindtryk fra berøring gennem sit store overnæb. Samlet giver resultaterne nye fingerpeg om, hvordan dronten kan have søgt føde og interageret med sine omgivelser på Mauritius, inden den forsvandt i slutningen af 1600-tallet
– Dronten er et af verdens mest genkendelige uddøde dyr, men overraskende nok ved vi stadig meget lidt om, hvordan den faktisk levede, siger Peter Andrew Hosner, kurator for fugle ved Statens Naturhistoriske Museum og medforfatter til studiet, der er publiceret i Zoological Journal of the Linnean Society.
– Dens adfærd og måde at søge føde på har været diskuteret i århundreder. Adgangen til et af verdens kun to komplette drontekranier har givet os en unik mulighed for at sammenligne dronten med dens nærmeste nulevende slægtninge og få ny indsigt i, hvordan den oplevede og interagerede med sine omgivelser, tilføjer han.
Det unikke kranium har i mange år været en fast del af udstillingerne på Statens Naturhistoriske Museum. Men i forbindelse med forberedelserne til åbningen af den nye museumsbygning med nye permanente udstillinger i 2027 fik forskerne en sjælden mulighed for at undersøge kraniet med en CT-scanning i høj opløsning.
Ud fra scanningen skabte de en meget detaljeret tredimensionel digital model uden at beskadige det enestående og sjældne eksemplar. Det gjorde det muligt for forskerne at rekonstruere kraniets indre, herunder det hulrum, hvor hjernen engang befandt sig. Når hjernen udvikler sig, efterlader den aftryk på den omgivende knogle, og den digitale rekonstruktion kan derfor give værdifulde spor om, hvordan den uddøde fugl sansede og interagerede med sine omgivelser.
Studiet omfatter CT-data fra tre drontekranier, herunder de kun to kendte komplette eksemplarer – det ene fra Statens Naturhistoriske Museum og det andet fra Oxford University Museum of Natural History. De digitale data fra begge komplette kranier gjorde det muligt for forskerne at sammenligne dem direkte og gav dermed et stærkere grundlag for at fortolke drontens anatomi.
– At studere uddøde dyr minder lidt om detektivarbejde. Selvom drontens hjerne forsvandt for århundreder siden, har den efterladt et aftryk på indersiden af kraniet. Ved digitalt at rekonstruere disse hulrum og sammenligne dem med hjerner hos nulevende fugle kan vi begynde at stykke et billede sammen af, hvordan dronten sansede, opførte sig og interagerede med verden omkring sig, siger Christy Anna Hipsley, lektor ved Statens Naturhistoriske Museum og medforfatter til studiet.
Forskerholdet sammenlignede de digitale rekonstruktioner af drontens hjernehule med tilsvarende rekonstruktioner fra nulevende duer – drontens nærmeste nulevende slægtninge. Sammenligningen afslørede en karakteristisk kombination af sansemæssige træk. Anatomien tyder på, at dronten ikke udelukkende var aktiv i dagtimerne, men også kan have været aktiv ved daggry og skumring. Den kan desuden have haft en mere udviklet lugtesans end sine nulevende slægtninge og brugt sit store overnæb til at indsamle indtryk gennem berøring. Selvom anatomien alene ikke kan fortælle os præcist, hvordan dronten opførte sig, giver disse resultater nye fingerpeg om, hvordan den kan have fundet føde og oplevet sine omgivelser.
– Drontens kranium adskiller sig fra alle nulevende fugles, og det gør det både fascinerende og vanskeligt at fortolke. Ved at sammenligne digitale rekonstruktioner af verdens kun to komplette drontekranier har vi nu et langt stærkere grundlag for at afgøre, hvilke træk der faktisk er karakteristiske for arten, og hvad de kan fortælle os om, hvordan dronten levede, tilføjer Hipsley.
Dronten er ofte blevet fremstillet som en klodset og uintelligent fugl, hvis uddøen nærmest var uundgåelig. Men det nye studie finder ingen tegn på, at dronten havde ringere kognitive evner end nulevende duer. Resultaterne peger i stedet på en art med en særlig kombination af sansetilpasninger, formet gennem millioner af års evolution på en isoleret ø.
Forskerne understreger, at anatomien alene ikke kan give et endeligt billede af drontens adfærd. Men ved at kombinere CT-data fra flere dronteeksemplarer, herunder verdens kun to komplette kranier, mindsker studiet afstanden mellem århundreders spekulationer og det, der faktisk kan udledes af drontens anatomi.
Studiet løser dermed ikke alle mysterierne om dronten, men ifølge Peter Hosner giver det et vigtigt nyt grundlag for at forstå dens adfærd og økologi.
– Dronten er blevet et symbol på uddøen, men på mange måder er den stadig overraskende gådefuld. Hvert nyt spor hjælper os med at bevæge os væk fra myterne og skabe et mere præcist billede af, hvordan denne enestående fugl levede, før den forsvandt, siger han.
Læs hele studiet her.
