Stor vestlig gorilla er en af de mange primater, som er på listen over truede dyrearter. Foto: Frederik Wolff, Statens Naturhistoriske Museum

Kom tæt på menneskets vilde familie

Den 17. maj åbner en ny særudstilling på Statens Naturhistoriske Museum: Aber – vores vilde familie. Her kan hele familien opleve, hvor meget vi ligner vores nærmeste nulevende slægtninge, og hvor forbundet mennesket stadig er med naturen.
Nyhed
Fakta

Der anvendes udelukkende genbrugsmaterialer i udstillingen, og alle de brugte materialer og genstande kan genanvendes.

Alle de udstillede primater er døde af naturlige årsager og indsamlet over en tiårig periode af National Museums Scotland. 

Udstillingen er udviklet i samarbejde med National Museums Scotland og Nomad Exhibitions og bliver vist fra den 17. maj 2023 til 25. februar 2024 på Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5-7.

Aber – vores vilde familieer verdens hidtil mest omfattende udstilling om primater, og den fortsætter Statens Naturhistoriske Museums række af særudstillinger, som sætter fokus på mennesket og naturen. Udstillingen er en fejring af vores nærmeste nulevende slægtninge i al deres mangfoldighed. Gennem mødet med mere end 50 arter i regnskovsagtige omgivelser, giver udstillingen et fascinerende indblik i primaternes verden og en bedre forståelse af os selv og den natur, vi fortsat er en del af.

- Vi mennesker er også primater, så vi kan se os selv i aberne og bruger dem ofte til at forklare menneskelig adfærd, hvad enten det er omsorg, sociale bånd eller aggressivitet. Når vi på den måde spejler os i vores nærmeste slægtninge, oplever vi evolutionen på nye måder, og med større forståelse for vores egen rolle i naturen på godt og ondt, fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Der er 521 nulevende arter af primater - inkl. mennesket. Nogle kender vi godt, ikke mindst de store menneskeaber som gorillaer og chimpanser, men blandt primaterne er også forunderlige og fascinerende halvaber som lemurer, lorier og galagoer.Aber – vores vilde familieviser, hvordan mange af arterne er truede, fordi vi med vores levevis ødelægger primaternes levesteder, ligesom vi mange steder driver en ubønhørlig jagt på dem.

- I dag er 2 ud af 3 arter af primater truede, og nogle er på randen af udryddelse. Men udstillingen fortæller også historien om, hvordan vi kan redde arter fra udryddelse, når vi gør en indsats og beskytter dem. Det er det vigtige positive budskab: Det nytter at gøre noget, fortæller Peter C. Kjærgaard.

Oplevelser for hele familien

Aber – vores vilde familie er fuld af viden, leg og alvor, og taler til både børn og voksne. Den spændende regnskovstemning og interaktive formidling giver gæsterne nye spændende oplevelser, mens vi lærer om abernes sociale adfærd og kommunikation.

Der er flere aktiviteter for hele familien. Blandt andet i Abe-værkstedet, hvor de besøgende kan undersøge kranier og knogler og lære mere om alverdens aber. De kan efterabe abernes ansigter og lave deres helt egen abemaske til at tage med hjem. I udstillingerne møder gæsterne museets værter, som har fundet spændende genstande frem og fortæller de gode historier fra abernes verden.