Det svarede til at finde en levende dinosaur, da en sydafrikansk fisker fik en coelacanth i nettet i 1938, og fangsten sendte chokbølger gennem forskningsverdenen. For indtil da havde man troet, at coelacanth-fisken havde været uddød i 66 millioner år. Siden er der kun fanget omkring 300 eksemplarer på verdensplan af ’det levende fossil’, som på dansk også kaldes Den Blå Fisk. I Danmark findes der et enkelt eksemplar - eksemplar nummer 23, som har ligget i sprit på Zoologisk Museum i København i 60 år.
Fordi mange af de øvrige eksemplarer er blevet dissekeret, kender man ret godt Den Blå Fisks anatomi. Til gengæld ved man stadig meget lidt om dens fysiologi – altså hvordan den fungerer. Men nu har forskere fra Københavns og Aarhus Universiteter fundet ud af nye ting om den ekstremt sjældne dybhavsfisk.
”Denne her fisk er ikonisk, enormt sjælden og stadig omgærdet af en masse mystik. Fordi den lever i undersøiske klippehuler på 150-200 meters dybde, er den svær at observere i live. Og da mange af de få eksemplarer, der er blevet samlet gennem årene, er skåret i småstykker, har der været brug for at tage nye metoder i brug for at blive klogere på, hvordan den lever. Nu ved vi lidt mere,” siger Peter Rask Møller, lektor og kurator på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og medforfatter til den forskningsartikel, der netop er udgivet i tidsskriftet BMC Biology.
Peter Rask Møller har sammen med Henrik Lauridsen fra Aarhus Universitet og en gruppe kolleger som de første nogensinde bedrevet forskning på det danske eksemplar, der er blevet bevaret intakt og hidtil kun været brugt som udstillingsgenstand.
Ved at putte fisken i CT- og MR-scannere på Skejby Sygehus kunne forskerne lave modelleringer af arten med større præcision, end det tidligere har været muligt uden at ødelægge fisken. Modellerne viser den eksakte fordeling af knoglemineral og fedt i fiskens krop. Og det forklarer bl.a. hvorfor coelacanthen er i stand til at udføre sin helt unikke jagtteknik, hvor den langsomt driver hen ad havbunden i lodret position med hovedet nedad i søgen på blæksprutter og fisk.
”Vi opdagede, at Den Blå Fisk har et specielt skelet med meget knoglemasse i hoved og hale, mens der næsten ikke er nogen ryghvirvler. Det er ret unikt. Fordi de tunge dele er i enderne af fisken, er det nemt for den at stå med hovedet nedad. Så balancepunktet er en fordelagtig mekanisme for dens levevis,” forklarer lektor Henrik Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Forskerne fandt også ud af, præcis hvordan fordelingen af fedt er i fiskens krop, herunder mængden i den fedtholdige blære, som coelacanthen har i stedet for en almindelig svømmeblære. Tallene viser, at fedtindholdet passer nøjagtigt til de dybder, den lever på, hvor fedtet giver opdrift og gør, at fisken er neutral i vandet og altså næsten ikke bruger noget energi på at holde sig på op til flere hundrede meters dybde.
Noget særegent ved coelacanten er, at den er drægtig i hele fem år hvorefter den føder levende unger. Et af de store coelacanth-mysterier blandt forskere er: Hvor føder coelacanthen sine unger? Det spørgsmål håber de danske forskere at kunne kaste lys over som det næste.
”I dag har man ingen idé om, hvor ungerne bliver født. Ved at analysere fordelingen af knogler og fedt i et foster, kan vi sandsynligvis finde ud af, hvilke dybder ungerne er tilpasset til at leve på. Den viden er også vigtig i forhold til at bevare denne her kritisk truede art – for når vi ikke ved, hvor de opholder sig, ved vi heller ikke, hvor man skal beskytte. Og der er grund til bekymring. Coelacanthen har en superlangsom reproduktionsrate, og det gør den ekstra sårbar,” siger Henrik Lauridsen.
Forskerne påpeger, at deres modeller kan overføres til alle andre akvatiske organismer og bruges til bl.a. at fastslå, om de er tilpasset de havdybder, de lever på. Det er relevant at vide i en tid, hvor klimaforandringerne kan få havstrømmene til at ændre sig og dermed påvirke livet i havet.
”I stedet for at gå ud og fange nye coelacanther, som jo er både sjældne og fredede, giver de moderne scanningsteknikker os mulighed for at lave nye spændende analyser, selvom dyret har ligget i sprit i mange år. At have museumssamlinger af sjældne dyr er jo nærmest som at komme ind i verdens bedste vintage-butik, hvor der findes det vildeste genbrugsguld, som ikke længere kan opstøves som nyt,” slutter Peter Rask Møller.
