Thomas Holm Scharling, palæontolog på Statens Naturhistoriske Museum har været med til at skrive to videnskabelige artikler.
Over 30.000 fossiler fra Svalbard afslører, at livet i havet genetablerede sig langt hurtigere, end forskerne hidtil har troet. Mere end 5000 af dem er tænder, som palæontolog Thomas Holm Scharling fra Statens Naturhistoriske Museum minutiøst har analyseret for at finde ud af, hvordan havets hvirveldyr kom sig efter den største masseuddøen i Jordens historie.
Tænderne er en del af et enestående fund af 249 millioner år gamle fossiler fra Svalbard, og fossilerne viser, at havets økosystemer kom sig overraskende hurtigt geologisk set – på blot omkring tre millioner år. Jordlaget er 249 millioner år gammelt og giver et detaljeret indblik i, hvordan livet i havet genopstod efter masseuddøen for 252 millioner år siden, hvor over 90 procent af alle arter i havet forsvandt. Især diversiteten af havøgler er bemærkelsesværdig og antyder, at deres oprindelse skal findes endnu længere tilbage i Jordens historie end tidligere antaget.
Resultaterne er for nylig offentliggjort i det prestigefyldte tidsskrift Science og det geologiske tidsskrift Norwegian Journal of Geology, og de ændrer vores forståelse af, hvordan livet vender tilbage efter store naturkatastrofer.
For Thomas Holm Scharling er fundet ikke kun en fortælling om fortiden, men også en kilde til håb for nutiden – og fremtiden.
– Resultaterne viser, at komplekse økosystemer kunne genetablere sig på kun tre millioner år efter Jordens største masseuddøen. Så en genopretning af nutidens økosystemer, der er under pres, virker ikke utænkelig – hvis vi vælger at give naturen plads til det, fortæller Thomas Holm Scharling, palæontolog, Statens Naturhistoriske Museum
At fastlægge, hvornår havets økosystemer kom sig efter denne masseuddøen, er i dag et af de mest omdiskuterede emner inden for palæontologien. Den gængse hypotese har længe været, at processen foregik over omkring otte millioner år og omfattede en trinvis evolutionær udvikling, hvor padder og krybdyr gradvist indtog de åbne havområder.
De fossile tænder stammer fra et fossilrigt lag på Svalbard og repræsenterer en mangfoldig samling af tidlige fisk, padder og havøgler. Analysen dokumenterer, at havets hvirveldyr allerede kort tid efter masseuddøen havde udviklet specialiserede fødestrategier – et tegn på, at komplekse økosystemer var genetableret langt hurtigere end tidligere antaget.
I artiklen fra Norwegian Journal of Geology identificerer Thomas Holm Scharling ni forskellige tandtyper, som repræsenterer en bred variation af dyr i det tidlige Trias-hav – fra fisk og havpadder af forskellige størrelser til havøgler med kropslængder på op til fem meter.
Ud fra tandformerne har han konkluderet, at dyrene fordelte sig på mindst fem forskellige overordnede fødestrategier, der hver afslører noget om deres rolle i økosystemet. Nogle dyr har haft slanke, spidse tænder til at spidde eller snappe efter bløde byttedyr, mens andre havde runde, kraftige tænder til at knuse bytte med hårde skaller. Derudover fandt man større, kegleformede tænder fra generalister, der kunne spise lidt af hvert. Nogle havøgler havde sågar tandsæt bestående af tænder med forskellige former, så der var spidse spidde-tænder forrest i munden og runde knuse-tænder bagerst i munden.
– Tilsammen viser det, at havets hvirveldyr hurtigt indtog en række forskellige pladser i økosystemet – fra små blæksprutte- og fiskejægere til store altædende rovdyr øverst i fødekæden. Det tyder på en hurtig evolutionær genopblomstring med mange forskellige dyregrupper tilpasset til mange forskellige fødestrategier, fortællerThomas Holm Scharling, palæontolog, Statens Naturhistoriske Museum
