Frø i Palmehuset i Botanisk Have

Sådan tager du gode billeder

Har du fundet en spændende genstand i naturen, som du gerne vil have hjælp til at identificere? Så er det vigtigt med gode billeder – de gør det nemlig lettere for Natureksperterne at hjælpe dig.

Herunder finder du en række tips til, hvordan du tager de bedste billeder, så vi kan komme så tæt på en præcis identifikation som muligt. Husk at vedhæfte billederne som filer i e-mailen, i stedet for at indsætte dem direkte i e-mailens tekstfelt.

Skala

En skala hjælper Natureksperterne med at bedømme størrelsen af dit fund.

  1. En lineal eller en anden genstand (f.eks. en mønt), der let kan måles af andre på et billede, er god som skala. Brug ikke genstande med en varierende størrelse som fx et viskelæder eller din hånd.
  2. Placér skalaen og genstanden med samme afstand til kameraet.

Belysning

God belysning sørger for, at Natureksperterne tydeligt kan se, hvad det er, du har fundet.

  1. Det kan ofte være en god ide at tage billedet udendørs.
  2. Hvis du tager billedet indendørs, så brug en eller to lamper til at belyse genstanden med.
  3. Undgå genskær på genstanden.
  4. Juster lysindfald og leg med skygger, indtil genstandens detaljer fremstår tydeligst.

Baggrund

Den rette baggrund sørger for, at genstanden fremstår tydeligt.

  1. En ensfarvet baggrund, der er forskellig fra genstandens farve, er bedst.
  2. Undgå baggrunde med mønstre. Hold baggrunden neutral.
  3. Læg din genstand på en baggrund, der har så lidt genskær som muligt.

Vinkler

Forskellige vigtige detaljer fremstår ofte tydeligst fra forskellige vinkler.

  1. Tag gerne flere billeder af din genstand fra flere forskellige vinkler.
  2. Sørg for at genstanden og ikke omgivelserne er i fokus på billederne.
  3. I de fleste tilfælde er det fint at tage billederne med kameraet på din smartphone.

Hvis der f.eks. er tale om et levende dyr eller plante i naturen, kan nogle af disse retningslinjer være svære at følge. I sådanne tilfælde er det vigtigste ofte, at du tager billeder fra flere forskellige vinkler, hvor genstanden er i fokus.