Jorden

Jorden

Udforsk Jordens første liv, mærk vulkanernes kraft og se smukke mineraler
Opdag den levende planet under dine fødder, en planet, der aldrig har været stille. I udstillingen Jorden møder du glitrende mineraler, storslåede vulkanudbrud og livets allerførste spor.

Det ulmer af dramatik, for Jorden er ikke bare en klode, vi lever på: Den er levende, og den er i konstant forandring. Udstillingen er bygget som en rejse, der starter med planetens glødende begyndelse og slutter ved den Jord, vi kender i dag. Du får et blik ind i Jordens fortid og de processer, der har bidraget til den klimakrise, vi står i nu.

/
3

Det kan du opleve

Udstillingen er inddelt i fem zoner, som du kan vandre rundt mellem eller opleve kronologisk: Rejsen begynder i det mørke og dramatiske og bliver lysere, jo længere du kommer.

Livets begyndelse. Rejs tilbage til Jordens første liv i en storslået projektion af varme kilder på havets bund. Tag med på jagt dér, hvor de første betingelser for liv kan være opstået. Mød de ekstremofile organismer, der trives i Jordens mest ugæstfrie hjørner, og stromatolitterne, der er blandt de tidligste spor af liv, og som producerede den ilt, der har ændret hele planeten.

Den levende Jord. Se hvordan kontinenterne flyder, støder sammen og skaber bjerge, og mød vulkanernes ødelæggende og livsskabende kraft, fra de mest ekstreme udbrud til dem i ”baghaven”. Oplev et vulkanudbrud på Island helt tæt på – det eneste sted i verden, hvor havbundens sprækker kan opleves på land.

Prøv det store fysiske puslespil, og se om du kan få alle kontinenterne til at passe sammen, ligesom de gjorde for flere hundrede millioner år siden. 

Fossiler, fotografier i sten. Udforsk Jordens helt eget fotoalbum. Fossiler er nemlig ikke bare gamle, døde dyr, de er billeder af fodspor fra dinosaurer, aftryk af blade og små, velbevarede leddyr fastfrosset i tid. Og de er det eneste fysiske bevis, vi har på, hvordan vores planet så ud, længe før der fandtes mennesker. Find ud af, hvilke historier fossilerne gemmer og få svar på, hvordan fossiler overhovedet dannes, og hvordan vi ved, hvor gamle de er.

Mineraler i aktion. Mineraler er aktive spillere i livets udvikling og i din hverdag: De findes i din telefon, dine batterier, din medicin og de landskaber, du bor i. Uden mineraler ingen teknologi til den grønne omstilling, og uden de processer, der har skabt dem gennem milliarder af år, intet liv på Jorden.

Se mineraler, der skifter form og farve, går fra flydende til fast, og mål de ufarlige radioaktive mineraler med en Geigertæller. Rør ved strandsten fra den danske kyst, og se deres skjulte historier fortalt i en stor animation: Helt almindelige sten rummer både skønhed og fortællinger om deres dannelse.

Klima og kulstof. Rejsen slutter med klimaet som er planetens tilstand: Klimaet har altid ændret sig, men nu ændrer mennesket det yderligere. Se kulstofkredsløbet fra koens mave til den danske højmose, hvor CO₂ er lagret. Se det grønne Grønland, dengang landskabet var frodigt og fyldt med træer, længe før isen kom.

Højdepunkter i udstillingen
  • Mineralvæggen: Oplev et fantastisk udvalg af smukke mineraler på den over otte meter lange mineralvæg, og få indblik i, hvordan mineraler er med til at forme både landskaber, teknologi og liv.
     
  • Gro din egen krystal: Vælg former og farver og find ud af, hvorfor den ser ud, som den gør.
     
  • Fossil af en kæmpemusling: Mød en af verdens største fossile muslinger, der er 83 millioner år gammel, og som ligner en halvanden meter høj østers.
     
  • Spor dit hjem: Find ud af, hvor på kloden dit hus ville ligge for 300 millioner år siden.
     
  • Strandstenene: Rør ved Danmarks sten og fossiler, og udforsk dem i en stor animation, der viser, hvordan helt almindelige strandsten rummer både skønhed og skjulte historier om hvordan klimaet og landskabet har forandret sig.
     
  • De radioaktive mineraler: Mål strålingen med en Geigertæller, og hør hvordan stenene laver lyd.
     
  • Stromatolitterne: Udforsk nogle af de tidligste spor af liv på Jorden, og hør historien om hvordan livet producerede ilt, og dermed ændrede planeten for altid.
     
  • Komavens klimaaftryk: Se hvordan en kos bøvs påvirker klimaet – fra koens mave til tørven i en højmose, der lagrer CO₂.
“
Udstillingen giver et nyt perspektiv på den planet, vi kalder hjem. Gennem mineraler, fossiler og eksempler på geologiske processer viser den, hvordan Jordens udvikling har skabt betingelserne for alt liv, også vores eget.
Kristoffer Szilas, lektor og kurator for Jorden udstillingen, Statens Naturhistoriske Museum

Planeten, der aldrig står stille

Jorden er ikke færdig med at udvikle sig. Under dine fødder flyder kontinenterne langsomt rundt, bjerge bliver til og slides ned, og mineraler dannes og omdannes i et tempo, vi knapt kan forestille os. Det, der ligner stille sten, er i virkeligheden planetens puls: Vulkaner bygger nyt land, regn og planter nedbryder det gamle, og kulstof vandrer mellem luft, hav og bjerg i et kredsløb, der blev sat i gang, længe før der fandtes mennesker.

De første organismer ændrede atmosfæren for altid, da de begyndte at producere ilt, og livet har siden været med til at danne tusindvis af de mineraler, museet viser i dag. Koralrev er bygget af kalk fra levende dyr, og hver en planterod har trukket mineraler op fra jorden, og du selv er, bogstaveligt talt, lavet af stjernestøv der samledes til vores solsystem og alt hvad der findes af liv på Jorden. Mineraler og liv har udviklet sig sammen. Uden mineralerne intet liv, men livet har også bidraget til den diversitet af mineraler vi ser i dag.

Jordens klima har altid ændret sig: Grønland var engang grønt og fyldt med træer, og istider har engang dækket hele kloden. Det kan vi se med vores egne øjne, fossiler og borekerner gemmer på fortidens klima. Men noget er nyt: Aldrig før har én enkelt art ændret kloden så hurtigt, som vi gør nu. Og netop derfor har vi også magten til at ændre retningen. Det er den tanke, udstillingen efterlader dig med.