Mennesket
I dag er vi den eneste menneskeart, men i fortiden var der et virvar af menneskearter, der levede side om side, på tværs af millioner af år. Udstillingen viser derfor ikke én historie om mennesket, men mange historier om hjernen og kroppens evolution, om teknologi, og socialt liv, altså hverdagslivet med jagt, mad, børnepasning, affald og kunst.
Det kan du opleve
Gå på opdagelse, kig ind i fortidens huler, mød dine slægtninge og se fortiden komme til live.
Mennesker og natur. Kom tæt på den store urokse, der blev fundet med pilespidserne siddende fast i bagkroppen fra den dag, den blev skudt for over 9000 år siden.
Se originale fund fra de danske køkkenmøddinger. Resterne fra vores forfædres måltider indeholder blandt andet enorme banker af østersskaller, knogler og flintredskaber fra stenalderens bopladser, som museets samlinger hjalp med at gøre verdensberømte. Og kig ind gennem kighullerne i hulevæggen, hvor hulemalerier fra Frankrig, Sydamerika og Indonesien kommer til syne.
Mennesket og maden. Oplev forhistorien komme til live i fem små dioramaer: Fem menneskearter, fraAustralopithecus afarensis til nutidens Homo sapiens, i landskaber, der viser, hvordan vi har skaffet os mad gennem millioner af år: fra jagt til landbrug til moderne storby. Teknikken er Pepper's Ghost, en optisk illusion fra 1800-tallets teatre, genoplivet med detaljerede modeller og scenografi.
Mennesket fra Flores, Indonesien. Gå ned i Liang Bua-hulen på øen Flores, hvor forskere fandt Homo floresiensis: et lille bitte menneske på bare én meter, der levede side om side med kæmperotter og kæmpestorke. Grav ned gennem udgravningens jordlag på den interaktive skærm, stil dig op ved siden af infografikken, og se selv hvor stor Homo floresiensis var i forhold til dig.
Mød din familie. Gå ind i det centrale rum, hvor uddøde menneskearter toner frem omkring dig. Tag kontakt til dem: Spejl deres bevægelser, ræk ud, og hør hvad de spiste, hvordan de levede, og hvilke fund der fortæller os om dem. Det er dit møde med familien, du aldrig før har truffet.
Primaterne. Mød vores nulevende slægtninge som f. eks chimpansen og den lillebitte musemaki i form af skeletter fra museets samlinger. Opdag, hvad vi har tilfælles: den store hjerne, de fremadrettede øjne og de finmotoriske hænder. Prøv luse-spillet, og se hvor mange lus, du kan pille ud af dine slægtninges pels.
Familien fra fortiden. Mød tre livagtige mennesker fra fortiden - neandertaleren, Homo erectus og Homo floresiensis – bygget anatomisk korrekt fra skelet til sidste hår. Her træder de frem som kunstneren, der bruger naturen omkring sig til at skabe noget smukt, bedstemoren, der bærer slægtens fortællinger og viden videre, og jægeren, der netop har nedlagt sit bytte.
- Mød din familie: Gå ind i det interaktive rum, og mød flere uddøde menneskearter. De følger dine bevægelser og fortæller om deres liv.
- Uroksen: Se den store urokse og pilespidserne, den blev skudt med for over 9000 år siden.
- Kraniet fra Borreby: Oplev kraniet fra en gravhøj fra bondestenalderen i Danmark.
- Hulemalerierne: Kig ind gennem kighullerne, og lad lommelygten afsløre forhistoriske hulemalerier fra Frankrig, Sydamerika og Indonesien.
- Mini-dioramaerne: Se fem menneskearter vågne til live i fem små dioramaer om mad, jagt, affald og byliv.
- Mennesket fra Flores, Indonesien: Stil dig op ved siden af Homo floresiensis, og se hvor lille mennesket fra Indonesien var.
- Luse-spillet: Pil lus ud af pelsen på dine primat-slægtninge, og lær hvorfor social omsorg er et fælles familietræk.
Vores stamtræ er et vildtvoksende buskads
Mennesket er ikke én historie, og det er heller ikke én lige linje fra abe til menneske.
I mange år var fortællingen enkel: en behåret skikkelse, der rejser sig op og går fra abe til menneske og ender som en rank oprejst mand med et spyd. Videnskaben ved i dag bedre: Der har levet mange menneskearter samtidigt gennem millioner af år, og vores stamtræ ligner mere et buskads end en lige linje.
Derfor er der ingen udviklingslinjer på disse vægge. Udstillingen peger i stedet på ligheder og bånd: hjernen, hånden og det sociale liv, der gjorde os til den art, der kunne overleve over hele kloden.
Vi er alle et produkt af evolutionen og historien, og vi udnytter naturen, og sætter vores aftryk, som mennesker altid har gjort.