Oceansalen
I Oceansalen kan du opleve havets historie gennem ét eneste dyr: blåhvalen, det største dyr, der nogensinde har eksisteret. Museets komplette skelet af en blåhval er udstillingens centrum.
Når en hval dør i havet, er døden ikke en afslutning, men en begyndelse. Kroppen synker langsomt mod havbunden og bliver til føde og hjem for tusindvis af organismer i årtier frem. Omgivet af de dyr, der lever af et hvalfald, kan du følge fødekæden fra én hvals død til et blomstrende økosystem på havets bund.
Det kan du opleve
Når du træder ind i Oceansalen, træder du ind under havets overflade: Blødt lys falder ned gennem kuplens glasloft, som skaber en følelse af at stå på havets bund og se solen skinne ned gennem vandet. Og et rummeligt lydlandskab som omgiver dig.
Blåhvalen. Stå ansigt til ansigt med et komplet skelet af en blåhval på havets bund. Hvalen strandede i 1931 som det første dokumenterede tilfælde af sin art i Danmark. Efterfølgende blev den udstillet i København og turnerede i Sverige, før den kom i museets samling.
Hvalfaldet. Se de dyr, der transformerer hvalen til et stort økosystem: Først ankommer hajer, fisk og andre ådselædere, der går løs på det bløde væv. Krabber, slimål og dybhavshajer samles om det store måltid. I løbet af uger og måneder bliver skelettet mere og mere synligt. Men selv da fortsætter hvalen med at give liv. Små orme, ’zombieorme’ eller ’knogleædere’, der lever af knogler, slår sig ned i ribbenene og rygsøjlen. De frigiver næringsstoffer, som giver livsgrundlag for hele samfund af organismer. I årtier kan den døde hval være en oase på havbunden, et sted, hvor livet trives midt i dybhavets mørke.
Ocean-portalen. Tag på en rejse gennem havet, der fører dig fra danske kyster over åbent vand til dybhavet og havbunden. Her møder du havet fra dets egne dyrs perspektiv, ikke fra menneskets, og ser de forskellige verdener, der findes under én og samme havoverflade. Det hele sker på den otte meter brede LED-skærm.
Dybhavet. Mød nogle af de mærkeligste dyr fra museets samlinger: Eksemplarer af fisk fra havets dybeste lag, som er blandt de dybest levende fisk, der nogensinde er registreret. Dybhavet er det sted på planeten, vi ved mindst om, og dyrene her udfordrer din forestilling om, hvad liv overhovedet kan være.
Mennesket og havet. Se de ægte spor, vi efterlader i havet: fiskeredskaber, net og liner, og plast fundet i selve havet. De er konkrete beviser på, at mennesket er en del af havets system.
- Blåhvalskelettet: Stå foran et komplet skelet af det største dyr, der nogensinde har eksisteret, danmarkshistoriens første dokumenterede blåhval, strandet i 1931.
- Hvalfaldets økosystem: Følg fødekæden fra hvalens død til det blomstrende økosystem, der vokser op omkring skelettet.
- Ocean-portalen: Dyk gennem danske kyster, åbent hav og dybhav på den otte meter brede LED-skærm.
- Dybhavsfiskene: Se nogle af de dybest levende fisk, der nogensinde er registreret.
Havet er ét system
Havet er ikke én verden, men mange, og alligevel hænger det hele sammen.
Det begynder med det usynlige. Plankton, de mikroskopiske planter og dyr, der lever i de øverste vandlag, er havets fundament: De producerer store dele af den ilt, du bruger, når du trækker vejret, og de er føde for alt fra småfisk til verdens største dyr. Uden plankton ingen fisk, uden fisk ingen hvaler.
Hvalens enorme krop består af millioner af mikroskopiske celler der, når den dør, bliver ædt af alt fra hajer til orme.
Derfor er et hvalfald en fascinerende fortælling: Den største krop, verden kender, synker til bunds og bliver føde for ådselædere, orme og bakterier, der omdanner den til næring, som nye liv kan vokse af. Intet i havet går til spilde, og intet i havet står alene. Koralrev, dybhav, kystvand og åbent ocean er ét kredsløb, hvor alt, der sker ét sted, mærkes et andet.
Også vi menneskers liv påvirker kredsløbet under overfladen. Havet stabiliserer klodens klima, og kystsamfund verden over lever af og med det. Vi har altid fisket, sejlet og fortalt historier om havet, og i dag efterlader vi også vores affald, plast og varme i det.
Det er et system, vi er en del af, og som vi har en mulighed for at værne om: De store hvaler, der langsomt vender tilbage til verdenshavene, viser, at beskyttelse faktisk virker, når vi vælger den.