Vinterbær i Botanisk Have

Julens planter – en familierundvisning i Botanisk Have

Tag hele familien med på denne julerundvisning, hvor vi dykker ned i julens planter, krydderier og frugter.

Julen er fyldt med traditioner, og mange af dem er knyttet til særlige planter, krydderier eller frugter. Vi går i Palmehuset og oplever planterne og hører historierne bag. Hvorfor spiser vi risengrød med kanelsukker? Hvor kommer traditionerne med at kysse under misteltenen fra? Er der figenhvepse i de tørrede figner på julebordet? Og hvilken plante kommer vaniljen til risalamanden fra?

Vi sætter alle sanserne i spil på denne rundvisning for børnefamilier, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Billetten inkluderer adgang til Palmehuset indenfor åbningstiden på dagen for rundvisningen, så der er mulighed for at nyde plantesamlingen på egen hånd efter rundvisningen.

Praktisk information

Målgruppe:
Rundvisningen henvender sig til voksne med børn. Vi anbefaler fra 7 år og op, men alle er velkomne.

Mødested:
Indgang via hovedindgangen til Botanisk Have nær Nørreport Station. Vi mødes foran Botanisk Haves butik (Gothersgade 126). Billetten fremvises ved fremmøde, og rundvisningen starter til tiden.

Tilgængelighed:
Kørestolsbrugere kan desværre ikke deltage, da rundvisningerne går ad trapper i det fredede Palmehus og/eller på stenhøjene i haven.

Varighed:
1 ½ time
Sprog:
Dansk
Antal:
25 deltagere
Om Botanisk Have – et levende museum

Botanisk Have er et grønt åndehul i hjertet af København, som inviterer til fordybelse i naturens verden. Botanisk Have er anlagt i 1874 efter haveplan fra Landskabsgartner H.A. Flindt og siden renoveret i 2012 af Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, der bl.a. er kendt for istandsættelserne af slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg samt Kongens Have i København.

Den gamle have er en del af Statens Naturhistoriske Museum og adskiller sig markant fra andre parker i storbyen ved at være et levende museum med forskning, formidling, undervisning og naturbevarelse som hovedopgaver.

/
5