Danmark får mere vild natur. Nye naturnationalparker skyder frem, skove får lov til at vokse sig ældre, og flere dyr og planter får mere plads til at leve. Med Vores Vilde Natur kan du komme helt tæt på forandringerne og selv være med.
Projektet byder på naturoplevelser, fællesskaber og aktiviteter over hele landet – fra ture i den vilde natur til lokale projekter og Citizen Science, hvor børn, unge og voksne hjælper forskere med at indsamle viden om arter og levesteder gennem bl.a. bioblitzer.
Du kan lære mere om den natur, der findes lige uden for din dør, møde andre med interesse for natur og biodiversitet og få konkrete muligheder for selv at gøre en forskel. Foreninger og lokale fællesskaber kan samtidig få inspiration og redskaber til at skabe mere vild natur på egne arealer og i lokalområdet.
Vores Vilde Natur handler om at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur. Når vi oplever naturen tæt på, vokser både nysgerrigheden, forståelsen og lysten til at passe på den. Samtidig giver projektet børn og unge mulighed for at bidrage direkte til forskningen og opleve, hvordan deres egne observationer kan blive til vigtig viden om naturen omkring os.
Vores Vilde Natur er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum. Projektet løber fra 2026 til 2035 og er støttet af Nordea-fonden og Aage V. Jensen Naturfond.
Sådan kan du deltage
Frem til 2035 inviterer Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum børn, unge og voksne med til aktiviteter, oplevelser og fællesskaber, der giver ny viden om naturen – og mulighed for selv at gøre en forskel for biodiversiteten. Du kan bl.a. opleve og engagere dig i:
- Vilde naturoplevelser
Tag med ud i den vilde danske natur og oplev, hvordan landskabet forandrer sig. Gennem ture, aktiviteter og arrangementer i blandt andet naturnationalparker kan du komme tættere på vilde dyr, planter og naturområder – og få ny viden og nye oplevelser under åben himmel.
- Vilde foreninger
Lokale foreninger og fællesskaber får inspiration, viden og konkrete redskaber til at gøre en forskel for biodiversiteten. Sammen kan vi gøre lokalområder, foreningsarealer og grønne områder vildere til gavn for både natur og mennesker.
- Vilde arter
Bliv en del af forskningen og hjælp med at indsamle vigtig viden om naturen. Gennem Citizen Science, eller borgerdrevet forskning, kan børn, unge og voksne registrere arter, deltage i bioblitzer og bidrage med observationer, som giver forskere ny indsigt i naturens arter og levesteder.
Kommende arrangementer vil fremgå på denne side samt i museets kalender og på sociale medier.
Naturstyrelsen
...forvalter ca. 210.000 hektar statslige naturområder over hele landet – fra naturnationalparker og urørt skov til lysåben natur. Naturstyrelsen arbejder for mere og vildere natur med bedre vilkår for biodiversitet, naturoplevelser og friluftsliv.
Friluftsrådet
...er en paraplyorganisation for mere end 80 organisationer inden for natur, miljø og friluftsliv. Friluftsrådet arbejder for at inspirere flere til at bruge naturen og styrke mulighederne for gode naturoplevelser i hele Danmark.
Statens Naturhistoriske Museum
... er Danmarks nationalmuseum for naturhistorien med ansvar for landets naturhistoriske samlinger, forskning og formidling. Museet forsker i biodiversitet og engagerer offentligheden i borgerdrevet forskning og kortlægning af den danske natur.
Edderkopper er årets artsgruppe
Hvert år frem til 2035 sætter Vores Vilde Natur fokus på en ny artsgruppe, og i 2026 skal det handle om edderkopper.
Vi har omkring 600 arter af edderkopper herhjemme, men kun omkring en tredjedel af dem har et dansk navn. Navnet er første skridt til at lære arterne bedre at kende og få vendt frygt til fascination. Det er nødvendigt, at vi bliver bedre til at kende edderkoppe-arterne, hvis vi skal kunne sikre deres levesteder.
En af Danmarks førende edderkoppeeksperter, Frederik Leck Fischer, siger om projektet:
– Edderkopper er en fascinerende dyregruppe med kompleks biologi og adfærd. Om det er deres kunstneriske spind, omsorgsfulde yngelpleje eller syrede parringsstrategier - hver enkelt art har sine egne unikke fortællinger. Men edderkopper er historisk set blevet underprioriteret i forhold til andre arter. Mange er bange for edderkopper, og den stigmatisering hænger fast. Hvis flere skal kende og værdsætte dem, så har vi brug for et navn, der kan støtte vores hukommelse, siger han og henviser til, at de latinske navne er indforståede og forståeligt nok ren volapyk for de fleste.
I løbet af det første år vil Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum afholde bl.a. bioblitzer, hvor målet er at finde og registrere edderkopper i Danmark.
Du kan bl.a. komme ud på efterårstur i nationalparkerne på jagt efter edderkopper, eller du kan være med til at finde indendørs edderkopper i vintermånederne. Til foråret skal skoleelever ud og finde edderkopper på jorden og i trækronerne.