Dissektion af pukkelhval – under udfordrende forhold
Af Mikkel Høegh Post
Over de sidste to årtier har vi haft en imponerende række hvalstrandinger. En række kaskelothvaler, to finhvaler, to pukkelhvaler, en sejhval, en døgling, to almindelige næbhvaler og den første småhovedet/Cuvier’s næbhval.
Meget almindelig (ikke alle indsamles): Marsvin.
Almindelig (kun kranier indsamles): Vågehval + Hvidskæving + Kaskelothval (inkl. massestrandinger a op tik 17 hanner)
Ualmindelig til sjælden (komplet skelet indsamles): Øresvin, alm. delfin, Hvidskæving, Grindehval, Spækhugger, Døgling, Alm. næbhval, Finhval (3), Sejhval (3), Halvspækhugger, Blåhval (2), Rissos Delfin (1), Brydeshval (1), Småhovedet/Cuvier’s næbhval (1)
Med en længde på 8.3 m var tale om et ungt dyr, idet fuldvoksne pukkelhvaler bliver 14-17 m. Ifølge denne artikel kan længde/alder-forholdet korreleres til en alder på 2-3 år. Det er også let at kønsbestemme hvaler via placeringen af kønsslids og navle, og hvorvidt der findes dievorter: dette var tydeligvis en hun.
Da Danmark har en lang kystlinje og mange lavvandede områder, har vi mange hvalstrandinger.
Ved en typisk hvalstranding ville et kombineret hold fra Statens Naturhistoriske Museum og andre institutioner (forskere, dyrlæger osv.) foretage en obduktion og dissektion af hvalen på stedet for at sikre biologiske prøver og det komplette skelet.
Men dels var hvalen for rådden til obduktion og prøvetagning (organer og andre bløddele var for nedbrudte) og dels var størstedelen af aktørerne på ferie. Ydermere lå hvalen på op til 70 cm vanddybde, hvilket ikke er et optimalt sted for en omfattende dissektion. Det havde krævet at den blev trukket på land af en større maskine eller bugseret til en nærliggende havn. Naturstyrelsen besluttede derfor at fortøje hvalen og lade naturen gå sin gang. Det er faktisk første gang i nyere tid at dette sker!
Det kan tilføjes at der selv ved grundige obduktioner og prøvetagninger sjældent findes en direkte dødsårsag hos strandede bardehvaler, ved mindre de – som den forrige unge pukkelhval – er fanget i et fiskenet.
Første tur til pukkelhvalen
På første tur fra SNM til pukkelhvalen, en uge efter strandingen, sikrede jeg luffer, bækken og barder. Pukkelhvalers luffer er enorme: selv på et ungt dyr som dette, er de knap 2,5 meter, målt fra spidsen til basis ved skulderbladet. Det er næsten en tredjedel af kropslængden. Ved hjemkomst kunne lufferne lige akkurat passe i vores 2 meter lange 1800-liters macerationstank – efter overarmen var skåret af. En del bardehvaler (særligt de langsomt svømmende), herunder pukkelhvaler, har mængder af store hvalrurer på sig (se foto nedenfor). Faktisk er der hos voksne pukkelhvaler registreret op mod 500kg rurer!
Lufferne blev langsomt macereret i stuetemperatur, hvorved man har tid til at markere knoglernes indbyrdes placering, før de løsnes og bliver et uløseligt puslespil. Halvvejs macereret kunne de adskilte luffer flyttes til den mindre 300-liters tank, så der var plads til kraniet i den store tank.
Barderne
Bardeenhederne var allerede løsnet fra overmunden og lå helt intakte i vandet. Barderne består af 3-400 enkelte lameller/plader der på indersiden (øverst) ender i frynser. Det er et effektivt filtreringssystem der tilbageholder fødeemner. Selve bardelamellerne består af hornstof (keratin) ligesom hår og negle, og er lige så stabile som disse. Den sære fedtede substans af som bardepladerne er fæstnet i (basisdelen), minder mere om hvalhud: den skrumper ind og deformeres voldsomt ved almindelig tørring. Da vi endnu ikke har fundet en effektiv måde til at konservere hele bardeenheder på (altså inkl. basisdelen) – hvis en sådan metode overhovedet findes – opbevares begge barderækker intakte på frost. Det vil med tiden resultere i en langsom frysetørring, som formentligt er en ganske fin bevaringsmetode.
Bækkenrudimenter
For ca. 50 millioner år siden gik hvalernes firbenede forfædre i vandet. Gennem evolutionen blev bagbenene reduceret væk, og kun et lille rudimentært bækken er tilbage hos moderne hvaler. Det har dog stadig en vigtig funktion under parringen (de muskler der styrer hannens penis hæfter på bækkenet), læs videre i denne artikel. Hos unge hvaler som pukkelhvalen her, er bækkenet endnu ikke forbenet, og består mest af brusk. Kun det lyse område i den røde markering på billedet er forbenet. Brusk skrumper ind til en brøkdel af sin oprindelige størrelse ved tørring, og ville helt forsvinde ved maceration. Derfor bevares bækkendelene i alkohol. Bemærk den løse dråbeformede del: der er det rudimentære lårben.
Anden tur – kranie og kæber
På anden tur til hvalen (to uger efter stranding) sikrede jeg kraniet og kæberne. Det var ikke en simpel opgave, da dissektionen foregik i vaders, til tider i vand til livet, og fordi kraniet vejede 165 kg. og var 2 meter langt. Underkæberne vejede kun 30 kg hver.
SNM’s firehjulstrækker – indkøbt til netop sådanne situationer – var uundværlig under dissektionen. Ved at trække i kraniet med bilen, og lade bilen stå parkeret med det spændte reb (se foto i starten af artiklen), kunne jeg opnå netop det vedvarende træk der er nødvendigt for effektivt at frigøre kraniet fra resten af kroppen.
Nu blev min specialbyggede forstærkning på bilens lad, kombineret med en mekanisk træktalje, sat på prøve: Forankringskrogene på ladet af denne bilmodel er ikke dimensioner til et træk på flere hundrede kilo, så jeg tilpassede et tværgående aftageligt jernrør med afstivede mod ladet. Nu kunne trækket fra taljen fordeles i flere retninger. Udvekslingen i træktaljen gjorde at jeg med lethed hev 165 kg kranie op ad den interimistiske trærampe. Imidlertid var kraniet 10 cm længere end ladet, så ladets bagsmæk måtte stå åben på turen hjem til København.
Dagen efter kom kraniet i vores store 1.800 liters macerationstank, hvor det NÆSTEN kunne være – en lille del af kraniet stak op. Men det sommervarme havvand havde allerede macereret knoglerne delvist, så allerede efter et par dage i macerationstanken kunne kraniet adskille i dele der let kunne fordeles i tanken. Vand blev udskiftet når det blev mørkt (mange macerations-biprodukter, herunder fedtstoffer), hvilket er essentielt for at få et rent og ensartet slutresultat. Når jeg macererer hvalknogler der gerne må falde fra hinanden (modsat fx luffer hvor rækkefølgen er vigtig), opvarmer jeg til ca. 40 grader. Det øger hastigheden markant i fht. stuetemperatur, og den ekstra varme hjælper til at få fedtstoffer opløst, eller i det mindste flydende, så de kan skylles ud.
Tredje tur – ryghvirvler med mere
På tredje tur (3. uge efter stranding) havde jeg selskab af Daniel Klingenberg (samlingsmedarbejder på pattedyrsamlingen). Nu var kadaveret ganske nedbrudt/macereret og flere dele kunne stort set trækkes fra hinanden. Det var ganske belejligt, idet ryghvirvlerne lå nederst mod havbunden (hvalen lå på ryggen), og det kan ikke anbefales at bruge skarpe knive i uklart vand. Bilens motorkraft kunne dog igen bruges til at trække kadaverets forende lidt længere op på land. Vi sikrede halshvirvler, skulderblade, første sæt ribben, samt øverste dele af den venstre luffe, som tidligere havde været svært tilgængelig (på den side med dybere vand).
Rensningen
Da alle dele var færdigmacereret blev sidste fase, selve rensningen, indledt. Knogler fra ikke-udvoksede dyr, som denne pukkelhval, er ganske lette både at macerere og rense. Det skyldes at sådanne knogler har et omfattende netværk af mikroskopiske porer, der tillader hurtig udveksling af væske. Samtidig er endeskiverne (epifyseskiverne) på rørknogler og hvirvler ikke fusioneret hos unge hvaler: hos de voksne hvaler udgør de kompakte endeskiver nærmest en prop, der modvirker effektiv rensning.
Derfor var den sædvanlige opvarmning til 70 grader C i 10 min i rent vand, senere tilsat lidt brintoverilte (desinfektion og rensning), tilstrækkeligt til at få et godt resultat. Da knoglerne var tørre (efter få uger) blev kraniet samlet med skruer: dels kan forskere således studere detaljer og tage alle relevante mål på det samlede kranie, dels er flere områder, hvor knogledelenes mødes, ganske tynde og skrøbelige og kan let blive skadet ved håndtering. Det er planen at montere kraniet lodret på en plade med hjul, så både over- og underside er tilgængelig.
