To nye forskere på tenure track
Tenure track er en karrierevej inden for akademisk arbejde, især inden for universitetsmiljøet, hvor en forsker ansættes med mulighed for at opnå fast stilling (tenure) ved universitetet efter en vis periode og opfyldelse af visse kriterier. Tenure track er designet til at tiltrække og fastholde talentfulde forskere og akademikere ved at tilbyde dem mulighed for at opbygge deres karriere inden for et universitetsmiljø med potentiale for stabilitet og langsigtet beskæftigelse.
Botaniker Natalie Eva Iwanycki Ahlstrand
Natalie er ansat i Sektionen for Videnskabs og Samfund. Hun er oprindeligt fra Montreal i Canada. Hun forsker blandt andet i, hvordan timingen af planternes blomstring, frugtdannelse og vækstegenskaber forskyder sig på grund af klimaændringerne.
- Mens jeg studerede botanik på McGill University i Montreal, havde jeg privilegiet at arbejde deltid på universitetets herbarium. Jeg var overvældet af skønheden og den unikke karakter af hver prøve, der er afgørende for at hjælpe samfundet med viden om, hvordan vi bedst beskytter alt liv på jorden. At lære, at der var tusindvis af institutioner rundt om i verden, der kollektivt vedligeholdt hundredvis af millioner tørrede og pressede planter, fik mig til at tabe kæben. Jeg var betaget, fortæller Natalie Eva Iwanycki Ahlstrand.
I hendes forskning, har hun blandt andet har brugt naturhistoriske prøver til at tackle en stor folkesundhedsmæssig bekymring: pollenallergier. Ved hjælp af Statens Naturhistoriske Museums store samling af pressede græsprøver, har hun kunnet vise, hvordan klimaændringer har påvirket græssers blomstringstider og den allergiske pollensæson i Danmark.
- Jeg arbejder på at være i stand til at forudsige, hvilke plantearter og økologiske forhold, der vil overleve de klimatiske ændringer, vi står overfor, og samtidig identificere dem, der måske ikke kommer til at klare den. Min tilgang omfatter tæt samarbejde med borgere og interessegrupper, der bidrager til at indsamle og analysere data fra historiske objekter, og som deltager i felt- og haveobservationer. Forhåbentlig kan det arbejde fremme værdsættelsen af naturbevarelse og forskning. Dette er helt sikkert nødvendigt, hvis vi skal gøre væsentlige fremskridt med at bekæmpe de biodiversitets- og klimaudfordringer, vi står overfor fortæller Natalie Eva Iwanycki Ahlstrand.
Mykolog João Araújo
João er ansat i Botanisk Sektion. Han er oprindelig fra Brasilien og har en ph.d. i biologi fra Pennsylvania State University. Han er mykolog og forsker blandt andet i svampe, der har udviklet evnen til at danne tætte relationer med insekter, hvor svampene er parasitter på deres værter. Et klassisk eksempel er Cordyceps-svampene, herunder de spektakulære zombie-myresvampe, som inficerer og kontrollerer deres myreværters adfærd. (Hvis det lyder bekendt, er det måske fordi netop Cordyceps-svampene er inspiration til plottet i den meget populære tv-serie 'The Last of US').
- Min far var biologiprofessor, og jeg voksede op med at lege med nålede insekter som redskaber til mit GI Joe-legetøj. Flyene var græshopper monteret med deres vinger spredte, og store skarabæer var mine kampvogne. På det første år i biologi, deltog jeg i en workshop om svampetaksonomi og blev fuldstændig forelsket i svampe. På min master, så jeg en berømt BBC-video på YouTube, hvor de præsenterede den første time-lapse af en zombie-myresvamp. Fra den dag besluttede jeg at forske i svampe for at studere disse fascinerende og karismatiske Cordyceps-svampe. Her - 17 år senere - arbejder jeg stadig med de mest spændende organismer på jorden, svampene, fortæller João Araújo.
Hans forskning fokuserer på at forstå mangfoldigheden og det evolutionære forhold mellem leddyr og svampe. Et af målene er at bruge disse svampe til at løse problemer med invasive afgrødeskadedyr og vigtige smittespredere.
João Araújo er overbevist om, at Statens Naturhistorisk Museum og Københavns Universitet vil være den ideelle platform til hans forskning, som er stærkt afhængigt af samarbejder på tværs af forskellige felter inden for blandt andet biologi.
- Samlingerne er vigtig del af mit arbejde. Jeg planlægger at udforske, sandsynligvis for første gang, mangfoldigheden og biologien af svampe forbundet med insekter i de arktiske og danske skove. Vi ser måske specialiserede tilpasninger, som disse svampe udviklede for at overleve koldere klimaer og inficere lokale insekter, som vi ikke har set før. Jeg elsker mit job.
- Som forsker kommer jeg til at rejse verden rundt og dokumentere og beskrive biodiversitet og gøre den tilgængelig for offentligheden gennem smukke billeder - et godt værktøj til at formidle videnskab til den bredere offentlighed. Jeg håber, at jeg kan bidrage til at vække interessen for videnskab hos yngre generationer, fortæller João Araújo.