Svedtransport og genial affjedring fik urmennesket i den gule førertrøje

Det er imponerende, at være vidne til sportsfolk, der excellerer i deres sportsgren. Men hvis vi virkelig skal teste vores fysiske evner, skal vi holde dem op i mod resten af dyreriget. Her må vi sande, at de menneskelige præstationer ofte falmer lidt, for vi må ofte se os slået som art. En gepard, ja selv en bamset bjørn, kan løbe fra Usain Bolt på 100-meteren. Og prøv bare at forstille dig at dyste med en edderkoppeabe i redskabsgymnastik! 

Men ifølge Peter C. Kjærgaard, der er direktør på Statens Naturhistoriske Museum og ekspert i den menneskelige evolutionshistorie, så er der dog ét område, hvor mennesket i millioner af år har excelleret: Den lange distance.

- Når vi kigger på cykelrytterne, der kæmper sig op ad Alpe d'Huez, og på de helt lange strækninger i Tour De France, så tænker vi jo, at de er nogle helt exceptionelle sportsfolk. Og det er de også, men vi er faktisk bygget til det. Det er en egenskab der går helt tilbage til arten Homo erectus, som er en stamart til det moderne menneske, fortæller Peter C. Kjærgaard.

For cirka 1,8-2 millioner år siden havde Homo erectus nemlig udviklet en krop tilpasset lange afstande, og kunne udnytte en niche i økosystemet, som de andre rovdyr ikke kunne: De kunne følge byttet i længere tid end andre rovdyr, der typisk var hurtige jægere, men ikke nær så udholdende, ligesom vi kender det fra de store katte på savannen i dag.

- Homo erectus kunne konkurrere med de andre hurtigere rovdyr ved at fortsætte med at løbe, hvor de andre måtte give op. For på et tidspunkt måtte også antilopen, eller hvad Homo erectus’ bytte nu var, stoppe op for at hvile og komme af med sin overskudsvarme, og det var her, at erectus halede ind, forklarer Peter C. Kjærgaard.

Unik svedtransport og god affjedring

For den helt afgørende nøgle til, at mennesket kan løbe fra de andre dyr på langdistancen, ligger nemlig i vores evne til at regulere varme. Homo erectus havde en unik svedtransport – og dermed nedkøling af kroppen – som var de andre dyr overlegen. Og evnen til at udskille sved blev kun bedre i takt med at pelsen, nedarvet fra aberne, svandt ind.

Behovet for at komme af med den overskudsvarme deler vi med resten af pattedyrene. Men den måde mange andre pattedyr kommer af med store dele af varmen på, er ved at åbne munden og stikke tungen ud, som vi fx ser hunde gøre.

- For at gøre det er de simpelthen nødt til at stoppe, for de kan nemlig ikke løbe og have tungen ud på samme tid. Men det behøver vi ikke, og det behøvede Homo erectus heller ikke, fordi vi har vores fantastiske svedkirtler, så vi kan komme af med varmen på den måde. Derfor har vi ikke brug for pauser, men kan blive ved med at løbe. Og derfor kan vi også blive ved og ved med at cykle i dag, lyder det fra Peter C. Kjærgaard.

Ud over svedkirtler har vi også arvet særlige egenskaber i vores skelet og biomekanik fra Homo erectus. Egenskaber der gjorde, at Homo erectus kunne fortsætte med at løbe uden at slide mekanisk på kroppen.

- Den her perfekt tilpassede menneskekrop og affjedring, den har vi arvet fra Homo erectus, og den er forudsætningen for, at mennesker i dag kan cykle de distancer, som rytterne i Tour De France præsterer, siger Peter C. Kjærgaard.

Som en krølle på halen, kan vi altså konkludere, at sammenligner vi os med resten af dyreriget, så er der mange fysiske discipliner, hvor mennesket er håbløst udkonkurreret. Udholdenhed på de lange distancer er dog den helt store undtagelse. Her er vi blandt savannens mestre.

Oveni kan vi lægge, at den egenskab har været afgørende for, at vi på et par millioner år har udviklet en hjerne så opfindsom, at vi satte mennesker på månen, overvejer at tage dyrene af menuen igen, og ikke mindst skabte jernhesten, - på hvilken vores ypperste langdistanceatleter, de kommende dage vil okse tusinder af kilometer og angribe hinanden på udholdenhed, som rovdyr på savannen – alt sammen alene for underholdningens skyld. Se det er overskud. Tag den ”pattedyr”!