Få et smugkig på de fantastiske vinderfotos i Wildlife Photographer of the Year

Hovedvinder af Wildlife Photographer of the Year 

Efter at have set hyænespor i området placerede Wim sin kamerafælde her, mens havgusen rullede ind fra Atlanterhavet: “Det tog mig ti år at få dette ene billede af en brun hyæne i den mest perfekte scene, jeg kunne forestille mig.”

Den brune hyæne er verdens mest sjældne hyæneart. Den er nataktiv og lever for det meste alene. Hyænerne er kendt for at vandre gennem spøgelsesbyen Kolmanskop på vej ud for at jage pelssælunger eller æde ådsler, som skylles op på kysten langs Namibørkenen.

Vinder: ÅRETS UNGE NATURFOTOGRAF

Andrea opdagede træbukken under en vandretur i Lepini-bjergene i det centrale Italien et sted, hvor man på et tidspunkt fældede alle områdets gamle bøgetræer. Han brugte vidvinkelobjektiv og ekstern blitz for at sætte spot på kontrasten mellem træbukken og den efterladte skovningsmaskine.

Fotografiet fortæller en stærk historie om tab af levesteder. Træbukke borer sig ind i dødt ved, hvor svampe følger efter og nedbryder træet, så næringsstofferne føres tilbage til naturen. Når billernes levesteder forstyrres eller ødelægges, spreder konsekvenserne sig gennem hele økosystemet.

Jamie fik først øje på det dugklædte spind og derefter på dets skaber, der sad i en lille rede. Med tålmodighed og en rolig hånd lykkedes det hende at stille skarpt manuelt og fastholde hjulspinderen perfekt belyst og centralt i billedet.

Denne edderkops spind er opbygget af et hjulformet net af tråde overlagt med en spiral af klæbrig silke, som fastholder insekter, der er blevet lokket til. En stærk signaltråd overfører vibrationer til edderkoppens skjulested, hvorefter den kommer frem for at hente sit bytte.

Under en tidlig morgenklatring fik Lubin øje på alpestenbukken, der tog et hvil oven over skydækket. Da disen lettede og solen brød frem over klipperne, vendte han om og fangede dette drømmeagtige øjeblik, inden disen igen fortættedes og lyset langsomt forsvandt.

Artens naturlige levested er Europa, men i begyndelsen af 1800-tallet blev den næsten udryddet på grund af jagt. Takket være beskyttelse og genudsætning lever alpestenbukke i dag igen i store dele af Alperne. Et klima i hastig forandring, der påvirker tilgængeligheden af føde i yngletiden, kan dog true artens overlevelse.

Det krævede mange forsøg over flere uger at dokumentere denne sjældent fotograferede adfærd. I begyndelsen var murænerne svære at komme til at fotografere, men da Shane opdagede, at de søgte efter døde fisk, ventede han tålmodigt. Belønningen kom, da tre spættede muræner dukkede op på én gang.

Spættede muræner er særlig tilpasset tidevandszonen. De kan jage både over og under vandoverfladen ved hjælp af deres skarpe lugte- og synssans og bliver nogle gange oppe af vandet i over 30 sekunder.

Philipp opdagede reden under en klatretur og brugte fire år på at observere den på afstand. Billedet var nøje planlagt, inklusive den svage rysten af kameraet med telelinse, han foretog for at blødgøre de få elementer i motivet.

Stor hornugle vejer dobbelt så meget som en musvåge og har et vingefang på op mod 180 centimeter. Den er en af verdens største ugler. Den jager om natten og yngler på beskyttede klippehylder eller i sprækker og kommer ofte tilbage til samme sted i mange år.

Qingrong tog billedet ved Yundang-søen nær sit hjem. Her kommer han ofte for at fotografere de dramatiske jagtscener, der udspiller sig, når silkehejrer patruljerer vandoverfladen på udkig efter fisk, der springer op for at undslippe rovfisk som denne ladyfisk under vandet.

Yundang-søen var oprindelig en naturhavn, men blev i 1970’erne afskåret fra havet under byudviklingen. Uden tidevand og havstrømme blev vandet stillestående og forurenet. Et senere anlægsarbejde genetablerede forbindelsen til havet gennem et system af sluser, der regulerer vandgennemstrømningen.

I silende regn fulgte Quentin en oversvømmet sti til en midlertidigt opstået dam i en lysning i skoven. Han rammede scenen ind ved hjælp af vidvinkel og brugte en diffuser til sin blitz, der ikke forstyrrede frøerne, for at fremhæve deres metalliske glans.

For at tiltrække hunner udsender hannerne hos den gule dværgløvfrø korte, skingre kald, og store grupper af frøer samles. Den spektakulære parringsseance – udløst af den kraftige regn – varer kun få timer.

Georgina havde i årevis holdt udkig efter hattemagermøllets larve, da hun bemærkede nogle eukalyptustræer med skeletblade – tydelige tegn på, at denne larve havde været på spil. Hun tog billedet i lyset mod den nedgående sol og brugte blitz for at oplyse det levende hoved, der ses nederst i rækken.

Larvens usædvanlige “hovedbeklædning” består af gamle hovedkapsler, der bliver siddende efter hvert hudskifte. Den tårnlignende konstruktion menes at beskytte mod rovdyrangreb.

Audun fotograferede den kaotiske scene, hvor måger forsøgte at snuppe de fisk, der var fanget i nettene. Mågerne har lært, at der er sildegilde, hvis de følger lyden af bådene. Det er Auduns mål at sætte fokus på den vedvarende konflikt, der er mellem havfugle og fiskeindustrien.

Desværre drukner mange fugle i eller ved nettene. Fiskerivirksomheder og forskere afprøver forskellige løsninger, herunder at sænke nettene hurtigere, så fuglene får sværere ved at komme til sildene.

Mennesker kan ikke se ultraviolet (UV) lys, men det kan insekter, så Chien brugte lang eksponering og en UV-lommelygte. Han ventede til efter solnedgang og havde kun fem minutter, før det naturlige lys, der oplyste baggrunden, forsvandt helt.

Nogle kødædende kandebærere reflekterer UV-lys på bestemte områder som en del af det, der skal tiltrække insekter. De bruger farver, duft og nektar til at lokke deres bytte til at lande på randen af deres krukkeformede “kander". Herfra kan insekterne falde ned i selve kanden, som indeholder fordøjelsesvæske.

For at opnå dette kalejdoskopiske udtryk vendte Simone et af de seks glaselementer i et analogt objektiv. Det forvrængede billedet i kanterne, mens midten forblev knivskarp. Derefter beskar hun billedet, så hjulspinderen blev placeret lidt ude af centrum i billedet.

I bymiljøer bygger hjulspindere ofte deres net tæt ved kunstige lyskilder, som om natten tiltrækker insekter. Nettet fungerer som en forlængelse af edderkoppens sanseapparat – det opfanger lyd og leder vibrationer, heriblandt byttets bevægelser, til edderkoppens ben.

Ralph var udfordret af de stærke strømme, der skubbede ham fra side til side, mens han fotograferede denne ægkapsel fra en californisk ballonhaj. Han belyste kapslen bagfra, så hajembryoen blev synlig med sine gællespalter og blommesæk midt i den mørke tangskov.

Forskere anslår, at udbredelsen af tangskovene i Monterey Bay er faldet med mere end 95 procent gennem de seneste 34 år. Den californiske ballonhaj er afhængig af tangen, når den skal lægge sine læderagtige æg, og er derfor særlig sårbar over for tabet af disse levesteder.

Sebastian besøgte dette sårbare økosystem af vådområder for at gøre opmærksom på dets betydning – både som et stort naturligt lager for kuldioxid og som levested for et rigt dyreliv. En lille springhale løb gennem algerne hen over de opstigende gasbobler og viser størrelsesforholdene i billedet.

Østrig har mistet 90 procent af sine tørvemoser, og kun 10 procent af de resterende er i en god tilstand. Platzertal er en af de sidste intakte højmoser i Alperne – et område kendt for sine kulstoflagrende tørvemoser.

Jon brugte flere år på at dokumentere BioRescue-projektets indsats og fortæller, at det at være vidne til et afgørende gennembrud i at redde denne underart er “noget, jeg aldrig vil glemme”.

Dette foster af et sydligt bredsnudet næsehorn – som desværre ikke overlevede på grund af en infektion – var resultatet af den første vellykkede embryooverførsel til en rugemor via IVF. Gennembruddet baner vejen for at redde det sjældne nordlige bredsnudede næsehorn, da forskere nu kan tage de næste, afgørende skridt mod at overføre det første embryo fra et nordligt bredsnudet næsehorn til en sydlig bredsnudet næsehornshun, der skal fungere som rugemor.

Igennem århundreder har synet på klapperslanger skiftet meget på det amerikanske kontinent – fra ærefrygt og respekt til frygt og mistro. I 1930’erne begyndte de årlige klapperslangejagter, hvor jægere konkurrerede om at indsamle flest kilo slanger. I dag har disse konkurrencer ikke samme appel, men i visse stater lever modstanden mod klapperslanger stadig i bedste velgående.

Med denne fotoreportage ønsker Javier at mane til respekt for og beskyttelse af disse dyr, før de forsvinder fra det amerikanske landskab.

Som barn drømte Luca om at lære alt om fugle og tilbragte timevis i parkerne omkring sit hjem uden for Berlin for at studere dem. Han købte sit første kamera som 13-årig, og fotografiet voksede til en passion.

Gennem fotografiet får Luca mulighed for både at være tæt på naturen og fremhæve dens skønhed. Med sine billeder ønsker han at vise verden, hvordan han selv oplever naturen, og inspirere andre til at værne om den.

Alexej er selvlært fotograf med en passion for landskabsfotografi. I sin kunstfotografiske udforskning af de fjerne egne af det nordlige Rusland, Sibirien og Asien fremhæver han scener fra tajga og arktisk tundra, hvor sommer hurtigt bliver til vinter.

Alexej bruger droner til at udvælge detaljer i disse enorme landskaber og viser deres vilde skønhed i slående kompositioner. Bag de betagende billeder gemmer sig dog menneskeskabte trusler – ikke mindst en kritisk sårbarhed over for klimaforandringer.