Nedpakning af særudstillingen Neanderthaler
Af Anastasia van Gaver
Grundigt dokumentationsarbejde er en helt essentiel del af konserveringsarbejdet, både før og efter en genstand er udstillet. En af dokumentationsmetoderne er fotografering af genstanden før den bliver udstillet, og igen efter afmontering. På denne måde er det lettere at vurdere genstandens tilstand, og se om den har ændret sig i løbet af udstillingsperioden. For eksempel; er farverne falmet? Er der opstået nye revner, eller er gamle revnedannelser forværret?
En anden vigtig del af afinstallationsprocessen er afrensning (rengøring) og pakning af genstande før de skal genmagasineres eller sendes til andre museer. Afrensningen er essentiel for genstande der har været i åbne udstillinger, det vil sige genstande som ikke er i en lukket montre og derfor udsat for snavs og støv.
Løbende afrensning af genstande i åbne udstillinger er et af de ansvarsområder konserveringsenheden påtager sig mens udstillingen er åben, men selv med en jævnlig rutine vil støvet akkumulere på genstandene. Dette var især tilfældet for mammutskelettet, og knoglerne blev både børstet og støvsuget af konservatorer før hver enkelt knogle blev mærket og forsigtigt pakket til transport.
Mærkning af genstande og/eller deres dele er også et yderst vigtigt aspekt af afmonteringen. Et helt skelet kan uden grundig anatomisk viden fremstå som et kæmpe puslespil, og uden tydelig mærkning af de enkelte dele risikeres det at skelettet fejlmonteres og fremstår ukorrekt og endda ustabilt. Derfor er hver del nummereret og markeret med et bogstav for at differentiere mellem højre og venstre. Efter mærkningen blev mammutknoglerne pakket i transportkasser, og metalkonstruktionen skelettet var monteret på, blev også pakket ned. Alle dele blev herefter returneret til sit hjem i Skandinavisk Dyrepark der havde udlånt mammutten til museet.
I de næste uger vil udstillingsholdet installere den næste særudstilling. Kom ind og se Aber – vores vilde familie, som åbner onsdag d. 17 maj 2023!