Der har været tre Galathea-ekspeditioner, og den mest berømte af dem er er Galathea 2. Den 29. juni 1952 vendte ekspeditionen hjem med banebrydende fund i lasten. En stor del af dem findes i dag i samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum.
Ekspeditions leder, zoologen dr. Anton Frederik Bruun, var drevet af at undersøge de dybeste dele af verdenshavene, for at finde ud af, om der faktisk fandtes monsteragtige skabninger som søslanger. Han brugte fangsten af en kæmpe åle-larve fra Dana-ekspeditionen 1928-30 til at overbevise sponsorerne om at støtte ekspeditionen, for hvis larven var på 184 cm, hvor stor var den voksne så ikke?
Ruten rundede Afrikas sydligste spids og satte så kurs mod Indien. Det var dog først, da Galathea nåede til Filippinergraven øst for Filippinerne, at besætningen på cirka 100 mand gjorde ekspeditionens største fund: på 10.105 meters dybde lykkedes det at trække et net op, som indeholdt blege søanemoner, tanglopper, muslinger og søpølser.
- Der blev lavet flere banebrydende opdagelser på turen, og de fund, der ligger i vores samlinger, er stadig regnet for yderst vigtige for vores forståelse af naturen. Et godt eksempel er de to søanemoner, man fik op fra over 10.000 meters dybde ud for Filippinerne. Indtil da, regnede man med, at der ikke kunne leve dyr på disse dybder, fortæller Peter Rask Møller, lektor og kurator på Statens Naturhistoriske Museum.
Det område af Filippinergraven, hvor opdagelserne blev gjort den 22. juli 1951, hedder i dag Galatheadybet.
Et andet banebrydende fund fra ekspeditionen kom flere år efter, at skibets trawl kom op til overflade med ny fiskeart – en tudsefisk med et gab fyldt med skarpe tænder og lysorgan, som fik navnet Galatheathauma axeli, opkaldt efter den danske søofficer, prins Axel.
- Trawlet havde også fanget nogle små skaller, som man straks lagde i sprit på skibet. Fire år senere undersøgte zoologen Henning Lemche en af skallerne, og det viste sig at være et leddelt bløddyr. Den art kendte forskerne kun fra 400 millioner år gamle fossiler, så man troede den var uddød. Internationale forskere har efterfølgende erklæret, at fundet af Neopilina galatheae var den største opdagelse i hundrede år, og fundet af bløddyret var hele ekspeditionen værd. Men det er blot en lille del af de mange fund, Galathea 2 bragte med hjem, og vi er slet ikke færdige med at undersøge dem, fortæller Peter Rask Møller, der selv deltog i den antarktiske del af Galathea 3-ekspeditionen, som blev foretaget i 2006-2007.
Galathea 2 endte med at blive Danmarks hidtil største og dyreste videnskabelige ekspedition. Den blev samtidig nyskabende for moderne pressedækning, for med ombord var journalisten og forfatteren Hakon Mielche, der var med til at planlægge ekspeditionen sammen med kommandør Svend Greve og ekspeditionsleder zoolog dr. Anton Frederik Bruun. Hakon Mielche og hans stab sendte kontinuerligt historier og fotos hjem fra ekspeditionen, så både danske og internationale medier kunne følge forskningen og livet ombord.
Takket være en løbende mediedækning af journalister ombord på skibet, blev ekspeditionsleder dr. Anton Frederik Bruun, hans souschef, dybhavsbiolog Torben Wolff og den øvrige besætning modtaget af over 20.000 mennesker, da skibet lagde til på Langelinje i 1952. Næsten to år var gået med masser af forskning og store oplevelser for besætningen til gavn for både videnskaben og almindelige menneskers forståelse af verden.
Det var oprindelig planen, at ekspeditionen skulle have startet 100 år efter den første Galathea-ekspedition i 1845-47. Men 2. Verdenskrig satte en effektiv stopper for planerne, og det blev derfor først i oktober 1950, at skibet Galathea kunne afsejle fra Langelinje i København.
Det store fokus på at fortælle historier fra ekspeditionen betyder, at der er i dag er en hel del film- og fotomateriale, der dokumenter arbejdet og livet ombord på Galathea. Den 12. november er der premiere på filmen Galathea - en flig af liverts gåde’ om Galathea 2 ekspeditionen i samarbejde med DFI. Her kan man bl.a. se hidtil ukendte optagelser fra ekspeditionen og et interview med dybhavsbiolog Torben Wolff, og flere andre besætningsmedlemmer på ekspeditionen. Læs mere om Galathea 2 og premieren her
Mange af ekspeditionens videnskabelige resultater blev trygt i et dedikeret tidsskrift ”Galathea-Report” som udkom indtil 2005. Læs tidskriftet her.
De omfattende data og samlinger bliver stadig brugt flittigt i forskningen både nationalt og internationalt. Så sent som i 2021 udgav forskere fra Statens Naturhistoriske Museum en større artikel med mange nye arter af dybhavsfisk, hvor én ny var fra Galathea 3 og mange sjældne arter fra Galathea 2 blev brugt i studiet. Desuden er samlingerne uhyre vigtige som dokumentation for hvordan faunaen så ud i verdens dybeste dybhavsgrave-før den menneskelige påvirkning af selv disse fjerneste afkroge af kloden for alvor tog fart.
