To nye internationale videnskabelige kuratorer styrker museets forskning og samlinger af fossiler og mineraler
– Med Brandon Peecook og Vincent van Hinsberg får vi to stærke internationale forskningsprofiler og gode kollegaer, som på hver deres område passer særdeles godt til museets betydelige samlinger. Ansættelserne styrker museets samlingsbaserede forskning som grundlag for ny viden og formidling om naturen og Jordens historie, siger Nina Rønsted, museumsdirektør for Statens Naturhistoriske Museum.
Brandon Peecook
Brandon Peecook er tiltrådt museet den 1. juni 2026 og vil blandt andet arbejde med overgangen fra Perm til Trias – en afgørende periode i Jordens historie, hvor livet på Jorden blev dramatisk forandret efter den største masseuddøen i planetens historie.
Det er en opgave Brandon Peecook ser meget frem til, og han ser et stort potentiale i museets samlinger:
– Der er enorme mængder materiale i museets samlinger, og mange af fossilerne gemmer stadig på information, vi endnu ikke har undersøgt. Det giver et stort potentiale for nye opdagelser i det materiale, museet allerede rummer, fortæller Brandon Peecook.
Peecook kommer fra en kuratorstilling i palæontologi fra Idaho Museum of Natural History og har en ph.d. i biologi fra University of Washington i Seattle. Hans forskning har blandt andet fokuseret på havlevende reptilers, skildpadders og de tidlige dinosaurers evolution i den permiske og triassiske periode for ca. 250 millioner år siden.
Brandon Peecook ser frem til at indgå i samarbejder med forskere og samlere i Danmark og internationalt, herunder i relation til fossiler fra blandt andet Møns Klint, Mors, Fur og Bornholm.
– Jeg glæder mig til at bidrage både til forskningen og museets formidling samt til at blive en aktiv del af det palæontologiske miljø i Danmark og resten af Europa, fortæller han.
Vincent van Hinsberg
Vincent van Hinsberg tiltræder museet den 1. september 2026 og kommer blandt andet til at arbejde med, hvordan mineralers sammensætning og struktur kan bruges til at forstå Jordens udvikling, geologiske processers påvirkning på klimaet og dannelsen af kritiske råstoffer til den grønne omstilling.
Vincent van Hinsberg kommer fra en forskerstilling på McGill University i Canada og har en ph.d.-grad fra University of Bristol i England. Gennem sin karriere har han arbejdet med både naturlige og syntetiske mineraler. Hans forskning handler om at blive bedre til at aflæse den information, som mineraler indeholder om Jordens historie, geologiske processer og de råstoffer, der er nødvendige for fremtidens teknologier.
– Mineraler indeholder enorme mængder information om, hvordan Jorden fungerer. Hvis vi kan aflæse den information korrekt, kan vi både blive klogere på Jordens udvikling og på, hvordan vi finder og udnytter de materialer, som er nødvendige for fremtidens teknologier, fortæller Vincent van Hinsberg.
Museets omfattende mineralsamling giver nye muligheder for hans forskning i geologiske processer, kritiske råstoffer og avancerede materialer.
– Min forskning kræver adgang til et meget stort og varieret udvalg af mineraler – især sjældne mineraler, som det næsten kun er muligt at finde i store museumssamlinger. Derfor er museets samlinger helt centrale for det, jeg gerne vil opnå forskningsmæssigt, siger han.
Vincent van Hinsberg har i mange år samarbejdet med forskere fra både Københavns Universitet og Statens Naturhistoriske Museum, samt De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), blandt andet om mineraler fra Grønland. Han ser derfor frem til at blive en del af det danske forskningsmiljø og til at arbejde tættere med samlingerne og forskningsmiljøerne omkring dem.