Ofte stillede spørgsmål

Kranierne i Menneskedyret repræsenterer nogle af de forhistoriske og nutidige menneskeaber og menneskearter, som forskerne har flest fossile rester fra.

Chimpansen er en nutidig art, så museer og samlinger verden over har hundredvis af skeletter og kranier; dens bløde anatomi (hud, muskler, indvolde m.m.) er derfor også meget velkendt. Til gengæld er fossile rester af chimpanser ekstremt sjældne. Der er kun et enkelt fund af tre tænder fra Kenya, som er mellem 500.000 og 300.000 år gamle. Grunden til at der er så få fossiler af chimpanser, er at de lever i tætte skove. Skovdyr bliver meget sjældent til fossiler, da der er meget dårlige bevarelsesforhold i skovbunden. Skovbunden beskytter ikke resterne og der er mange ådselædere, som hurtigt splitter kadaverne og knoglerne ad, hvorefter vind, vejr og bakterier let kan nedbryde knogle- og tandrester.

Australopithecus afarensis er en af de bedst kendte forhistoriske arter overhovedet. Der er funder fossile rester fra hundredvis af individer i Tanzania, Etiopien og Kenya. Forskerne har både fundet rester af voksne og helt unge individer. Fossilerne viser også, at der var en markant forskel i størrelse på kønnene; hannerne var op til en halv gang større end hunnerne.

Af Homo erectus har man rester af over 50 individer. De er fundet mange steder i verden, fra Vesteuropa i nord, Afrika i syd og til Kina og Indonesien i øst. Dette tal indeholder også individer af Homo ”ergaster” fra Afrika, som nogle forskere imidlertid mener, er en adskilt art. De vigtigste fundsteder for H. erectus er Beiijng i Kina (fund af mere end 40 individer), og Dmanisi i Georgien (kranier af 5 individer).

Moderne mennesker (Homo sapiens) har man selvfølgelig masser af komplette skeletter fra, både nutidige og en lang række arkæologiske fund. De ældste fund af moderne mennesker er mellem 315.000 og 259.000 år gamle og stammer fra både nord- og sydafrika. De allerældste fund er fortrinsvist kranier, men der er også fundet underkæber og andre dele af skelettet. For mellem 300.000 og 250.000 år siden ser H. sapiens ud til at være vidt udbredt tværs over Afrika.

Husk, at selvom man nævner antallet af individer, så har man som regel kun fundet en mindre del af skelettet eller kraniet fra hvert enkelt individ. Komplette skeletter, hvor alle knogler er bevaret, er ekstremt sjældne. Det skyldes, at rovdyr, ådselædere og vind og vejr i fortiden som regel splittede kadaverne fra hinanden, inden knoglerne blev begravet og blev til fossiler.

Evolution foregår ved at hver art over tid tilpasses de miljøer og levevilkår som de lever i. Derfor udvikler mennesker sig også, og forandringerne vil også i fremtiden afspejle vores omstændigheder. Forskere har afdækket spor af hastige ændringer i genomet hos befolkninger forskellige steder i verden. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvordan vi vil se ud om en million år. Men vi kan lave et kvalificeret gæt ud fra, hvilke ændringer, der sker med vores nuværende udseende.

Et af de steder, hvor vi kan se en fysisk ændring hos mennesket, som måske vil forsætte i fremtiden, er antallet af tænder i munden. Vi er tilsyneladende ved at miste vores visdomstænder, som er de bageste kindtænder. Det normale antal voksentænder for Homo sapiens – og for de andre store menneskeaber som orangutang, gorillaer og chimpanser - er 32 tænder. Tilbage i Jæger- og Bondestenalder viser meget nedslidte kindtænder, at Homo sapiens’ diæt var meget grov. Her gav et helt sæt voksenkindtænder en vigtig fordel for personer med et helt sæt tænder. Den naturlige selektion virkede imod mennesker, som pga. en genetisk mutation ikke fik dannet alle voksenkindtænder; de havde mindre overflade til at tygge det samme mad med og deres kindtænder blev derfor slidt hurtigere ned. Samtidig bidrog den megen tyggen til at danne kraftige kæber hos menneskene. Musklerne påvirker nemlig knoglernes vækst og styrke hele livet igennem: jo mere muskelpåvirkning, jo kraftigere og længere bliver de knogler, som musklerne hæfter på.

Men herefter spiste menneskene mere og mere tilberedt mad. Samtidig har vi udviklet mere og mere raffinerede redskaber til at skære og sønderdele manden, så kosten bliver finere og finere. Det kræver mindre tyggeoverflade og mindre tyggen betyder også mindre og kortere kæber. Pludselig er det ikke længere en bagdel at have færre kindtænder og mutationerne der reducerer antallet af visdomstænder, bliver der ikke længere selekteret imod. Måske tværtimod, for den energi som kroppen bruger på at danne visdomstænder kan nu bruges til andre ting. Og visdomstænderne er nu måske endda problematiske; tænk på hvor mange voksne der for fjernet visdomstænder, fordi de simpelthen er til gene og fordi der er for lidt plads i kæberne!

Verden over bliver en stor del af menneskeheden nu født uden anlæg for en eller flere visdomstænder, og de klarer sig uden problemer gennem hele voksenlivet.  Og de får børn, der viderefører mutationerne for ikke at danne anlæg for visdomstænder. Det anslås at en tredjedel af befolkningen lever uden at danne det fulde sæt visdomstænder. Hvis denne udvikling fortsætter, vil fremtidens mennesker fortsat have mindre kæber og måske til sidst kun 28 voksentænder i munden.

Nylige undersøgelser af det menneskelige genom har afsløret, at mellem 300 og måske op til 1.800 gener har været under hurtig forandring i løbet af de seneste 40.000 år – og forskellige områder af genomet ændrer sig forskellige steder i verden. De fleste af de involverede gener har man ingen idé om, hvordan de påvirker vores fysiologi, men man kan klart se, at de ændrer sig.

For eksempel kan man se, at en genvariant, der på virker dopamin-receptorerne i hjernen har bredt sig hastigt gennem befolkningerne i Europa; men hvad den specifikt gør, har man ikke afklaret.

Ligeledes spreder flere genetiske varianter, der hjælper immunforsvaret imod malaria, hastigt igennem befolkningerne i Afrika. Yderligere mutationer, der også beskytter mod malaria er opstået i og breder sig i Sydøstasien.

I nutiden rejser mennesker fra forskellige befolkninger vidt og bredt over hele Jorden, hvor de blander sig med hinanden. Det betyder, at fordelagtige genetiske varianter og mutationer nu har mulighed for at sprede sig gennem den globale befolkning på relativt kort tid – få generationer eller tusinder.

Men hvis vi skal danne nye menneskearter, skal der anderledes drastiske metoder til. En million år er lang tid og der kan ske rigtig meget. Vi kan forestille os, at menneskeheden på det tidspunkt er rejst ud i galaksen og har bosat sig på andre planeter. De andre planeter vil have andre fysiske forhold end Jorden: fx en anden atmosfærisk sammensætning, tyngdekraft, lysmængde og lystyper. Det vil ændre den naturlige selektion, altså den måde evolutionen påvirker bosætterne på. Der vil blive selekteret på andre fysiske og genetiske forhold end på Jorden. Og hvis bosætterne bliver fysisk isoleret fra Jordens beboere, vil de måske ændre sig i andre retninger og til nye arter, der er bedre tilpasset netop deres hjemplanet.

Neandertalerne (Homo neanderthalensis) er en forhistorisk menneskeart der levede fra ca. 350.000 til 40.000 år siden i Europa, Mellemøsten og videre østpå til Altai-bjergene. Neandertalerne er de nærmeste slægtninge til vores art Homo sapiens. Vi nedstammer ikke fra neandertalerne, men vi har en fælles stamform, nemlig arten Homo heidelbergensis.  

Homo heidelbergensis udviklede sig formentlig fra Homo erectus i Afrika for ca. 600.000 år siden. Heidelbergensis-mennesket bredte sig derfra til Europa. Man regner med, at H. heidelbergensis gradvist udviklede sig til neandertalerne (H. neanderthalensis) i Europa for mellem 450.000 og 350.000 år siden. Lidt senere udviklede den afrikanske gren af H. heidelbergensis sig til moderne mennesker (H. sapiens), som dukkede op for 300.000 år siden i Afrika.

Så dels har vi og neandertalerne en fælles stamform, men mange nulevende mennesker er også i familie med neandertalerne på en anden måde. Siden 2010 er det gradvist lykkedes at afdække hele neandertalernes genom. Det viser sig, at mellem 1 og 3 % af genomet hos alle nutidige mennesker med rødder i Afrika nord for Sahara, Asien og Europa stammer fra neandertalere. Mennesker og neandertalere blandede sig og fik afkom sammen, og det er sket over flere omgange i perioden mellem 100.000 og 40.000 år siden i Mellemøsten og Europa.

Når vi er så tæt i familie, kan man stille spørgsmålet om nulevende mennesker og neandertalerne faktisk tilhører samme art? Svaret kommer an på, hvordan man definerer hvad en art er.

Det morfologiske artsbegreb er baseret på forskelle og ligheder i udseende. Og følger man udseendet, så er neandertalere og moderne mennesker to forskellige arter: Homo neanderthalensis og Homo sapiens. Det skyldes en række markante forskelle i deres udseende: neandertalere havde for eksempel generelt kraftigere knogler, større hjernerumfang, fladere pande med kraftige øjenbrynsbuer, et længere baghoved, større næseåbning, vigende hage m.m.

Men hvis vi følger det biologiske artsbegreb, så er neandertalere og moderne mennesker to underarter indenfor den samme art: hhv. Homo sapiens neanderthalensis og Homo sapiens sapiens. Meget forenklet siger det biologiske artsbegreb, at individer tilhører den samme art, hvis de naturligt parrer sig og får leve- og yngledygtigt afkom. 

Mange opfatter aber som mindre udviklede end mennesker, men det er ikke tilfældet.  Hver eneste abeart på kloden er lige så godt udviklet og tilpasset til sit eget miljø, som vi mennesker er til vores miljøer. Abernes evolution er bare gået i andre retninger end menneskets, fordi påvirkningerne udefra – den naturlige selektion – var anderledes hvor de levede, end de påvirkninger, der førte til udviklingen af moderne mennesker.

Menneskets evolution skyldes de tilfældige sammenfald af en lang række hændelser og ændringer i Jordens historie. Globale klimaændringer ændrede igen og igen miljøet i Østafrika, og det påvirkede – gennem naturlig selektion – evolutionen hos en opretgående, tobenet art af menneskeabe for mellem 6 og 5 millioner år siden. Denne art delte sig op og udvikledes til flere nye arter, hvor nogen uddøde, mens andre udvikledes og delte sig i nye arter. En art bredte sig fra Afrika ud i Asien, udviklede sig videre og dele af arten vendte tilbage til Afrika igen, hvor processen fortsatte. Moderne mennesker udvikledes i Afrika for omkring 350-300.000 år siden.

Denne lange proces vil aldrig kunne gentage sig igen. Den fortidige art, som satte det hele i gang, er uddød og væk, og den rækkefølge af begivenheder, klimaændringer og tilfældigheder, som påvirkede menneskets evolution vil aldrig nogensinde gentage sig igen. Derfor vil der ikke være en nutidig abeart, som kan gennemgå samme udvikling som mennesket.

Hvis ikke det lykkes for menneskene at udrydde langt de fleste aber og store menneskeaber i naturen, så vil deres udvikling fortsætte. Klima- og miljøændringer vil påvirke den naturlige selektion på de nutidige arter og deres evolution vil gå i nye retninger. Det vil tage hundredtusinder og millioner af år, og hvorhen kan vi ikke spå om. Heller ikke om de vil udvikle et intelligensniveau eller civilisationer som menneskets.

Når naturvidenskaben beskriver noget som ”en teori”, så betyder det faktisk, at forskerne er meget sikre på det. Forvirringen skyldes, at ordet ”teori” betyder en ting i vores dagligsprog, og noget ganske andet indenfor naturvidenskaben.

I dagligsprog betegner ”teori” som regel en noget luftig, ikke underbygget idé om, hvordan noget hænger sammen eller kan forklares.

Inden for naturvidenskaben betyder ”teori” derimod ”den bedste gennemprøvede og velunderbyggede forklaring, vi har om et bestemt emne”.

I naturvidenskaben begynder forklaringer på naturfænomener som ”hypoteser”. Hypoteser er nye idéer om og forklaringer på årsager og sammenhænge indenfor et bestemt område af naturvidenskaben, som enten slet ikke eller kun er lidt undersøgt og afprøvet. Hypoteser bliver derefter undersøgt og afprøvet igen og igen af forskere indenfor området: kan de forklare alt indenfor et bestemt emne, fx udviklingen af nye arter eller tilstedeværelsen af jordskælv. Forskere verden over prøver faktisk at gøre opdagelser, der viser at hypotesen tager fejl – de forsøger at modbevise den. Og langt de fleste videnskabelige hypoteser bliver som regel modbevist – forskere gør en eller flere observationer eller undersøgelser, som viser at forklaringen ikke kan passe.

Men nogle få, velunderbyggede hypoteser kan holde til afprøvningen; de bliver afprøvet igen og igen, men kan stadig forklare alt inden for deres bestemte område. Disse solide hypoteser bliver hævet op til teorier. Der foregår en slags ”naturlig udvælgelse” på hypoteser: kun de mest velunderbyggede hypoteser overlever. Og selvom en forklaring er blevet til en teori, så fortsætter forskere verden over med afprøve dem. For der er både stor videnskabelig ære forbundet med at fremsætte en solid hypotese eller teori, der kan forklare alt inden for sit område – og sandelig også med at være den forsker, der endegyldigt modbeviser en etableret teori.

Blandt de teorier som har været afprøvet i lang tid og som har klaret sig hver gang findes Charles Darwins teori om evolution ved naturlig selektion og som forklarer udviklingen af klodens mangfoldighed af levende organismer, herunder menneskets evolution. Den har været underkastet videnskabelig afprøvning siden den blev fremsat i 1859 og har klaret alt, så den er nu enerådende i at forklare den store mangfoldighed af fortidige og nutidige organismer på Jorden og hvordan de er beslægtet med hinanden. Derfor kan vi være meget sikre på, at det er den rigtige forklaring.

Man undersøger arters slægtskab ved at sammenligne enten deres DNA eller formen på deres knogler og tænder, og – hvis det er nulevende arter – deres indre organer, muskler og hud. Overordnet gælder, at jo mere to arter ligner hinanden, jo tættere beslægtet er de.

Slægtskabsanalyse går ud på at lave familietræer, der viser hvor nært eller fjernt beslægtet forskellige arter er. Det er baseret på, at alle nutidige arter nedstammer fra fortidige arter. I løbet af evolutionen delte disse fortidige arter sig op og udviklede sig i forskellige retninger. Undervejs i denne udvikling, skete der ændringer i deres fysiske udseende og DNA. Disse ændringer viser sig i nutiden som forskellige fysiske og genetiske træk. Hvis to nutidige arter har nogle af de samme fysiske og genetiske træk, så stammer de fra en fælles stamform – en fortidig art – som havde netop disse træk.

Slægtskabsanalyse handler derfor om at finde og sammenligne fysiske og/eller genetiske træk hos de arter man vil undersøge. Først udvælger man en eller flere arter som har bevaret en række oprindelige fysiske eller genetiske træk i forhold til de arter man vil undersøge. Arterne kan enten være forhistoriske og uddøde, eller det kan være nutidige arter, hvor man regner med at de oprindelige træk er bevaret. Disse arter kalder man den ”primitive søstergruppe”. Herefter sammenligner man de fysiske eller genetiske træk hos de arter, som man vil finde slægtskabet hos - både i forhold til hinanden og i forhold til ”den primitive søstergruppe”.

Hvis man for eksempel vil finde ud af slægtskabet mellem forskellige grupper af landhvirveldyr (pattedyr, skildpadder, padder, firben og fugle), kan man bruge nutidige benfisk som den ”primitive søstergruppe”. Det gør man fordi fossiler viser, at alle landhvirveldyr nedstammer fra nogle fortidige fisk, der for omkring 385 millioner år siden begyndte at gå på fire ben; først på havbunden og senere op på land. Selvom nutidens fisk har ændret sig i løbet af de 385 millioner år, så har de også bevaret en række oprindelige træk, som er uændrede fra den tid (f.eks. finner, gæller og gællelåg). Ud fra disse oprindelige træk, kan man så sammenligne de grupper eller arter som man vil finde slægtskabet hos.

Princippet i slægtskabsanalysen er, at jo flere fælles avancerede træk to eller flere arter deler i forhold til de oprindelige træk hos den ”primitive søstergruppe”, jo tættere beslægtet er de på hinanden. Og hvis to arter deler en række avancerede fysiske eller genetiske træk, der ikke findes hos andre arter, så må de være hinandens nærmeste slægtninge.

På samme måde kan man lave slægtskabsanalyse med DNA og gener fra forskellige arter. De arter som deler flest gener, eller hvis DNA ligner hinanden mest i forhold til ”den primitive søstergruppe”, må være i tættest familie med hinanden. For eksempel er chimpanser og dværgchimpanser de nulevende dyrearter, hvis DNA minder mest om moderne menneskers. Overordnet set er der 98,89 % lighed mellem chimpansernes og moderne menneskers DNA. Det viser, at begge nedstammer fra den samme art af forhistorisk menneskeabe. Forskellene i DNA mellem chimpanser og mennesker opstod efter at den forhistoriske art udviklede sig i to forskellige linjer: en linje blev til de to chimpansearter og den anden linje blev til moderne mennesker.

Det har man gjort, men kun i de ekstremt sjældne tilfælde, hvor DNA er bevaret. I øjeblikket kender man kun DNA fra to forhistoriske menneskearter; neandertalerne og Denisova-menneskene.

Problemet er, at DNA-molekyler meget hurtigt går i stykker og nedbrydes, når en levende organisme dør. Denne proces går hurtigst i fugtige eller varme klimaer, mens meget kolde og tørre områder forsinker nedbrydningen. Derfor stammer alle fund af forhistorisk DNA fra kolde og tørre områder med permafrost eller huler. Det hidtil ældst bevarede DNA stammer fra 2 millioner år gamle aflejringer ved Kap København i Nordgrønland og bevarer DNA-rester af de forskellige planter og dyr som levede der i fortiden. Det ældst bevarede DNA udvundet fra enkeltfossiler stammer fra over 1 million år gamle tænder fra mammutelefanter fundet i Sibirien.

De knogler og tænder af neandertalere, som man har udvundet DNA fra, stammer derfor alle fra tørre huler i Altai- og Kaukasusbjergene, Belgien, Kroatien, Tyskland og Spanien, mens denisovanerne er fundet i huler i Altai-bjergene.

Vi kommer nok desværre aldrig til at udvinde brugbart DNA fra de menneskearter, der kun levede i Afrika og Sydøstasien, da klimaet her har været for varmt og fugtigt. Australopithecus afarensis er også udelukket, da resterne simpelthen er alt for gamle og alt DNA vil derfor være fuldstændig nedbrudt. Men der er håb om, at finde tænder eller knogler af Homo erectus, der er velbevarede nok til at indeholde DNA-rester. H. erectus levede nemlig indtil for 100.000 år siden også i køligere, nordlige områder, hvor der er tørre huler.

Alderen på A. afarensis og de andre fossiler er ikke bestemt ved DNA. I stedet har forskere undersøgt hvor gamle de geologiske lag er, som fossilerne er fundet i.

Der er flere måder hvorpå man kan finde alderen på et geologisk lag. Det mest præcise er, hvis der ligger vulkanske lag over eller under det geologiske lag som fossilerne ligger i. Forskerne kan nemlig ofte finde alderen på vulkansk lava, aske eller tuf ved at måle på indholdet af radioaktive grundstoffer i laget. Det kaldes radiometrisk datering. De radioaktive grundstoffer henfalder og fungerer som et ur der ”tæller ned”. Hvis man ved hvor meget der er af et bestemt radioaktivt grundstof i forhold til andre grundstoffer, kan man finde ud af hvornår lava- eller askelaget blev dannet i fortiden. Ud fra det kan man så beregne alderen på det geologiske lag med fossiler omkring det vulkanske lag.

Lad os sige at man har dateret to vulkanske askelag til at være henholdsvis 3,3 og 3,0 millioner år gamle. Derefter finder man fossile afarensis-knogler og tænder i et geologisk lag, der ligger imellem de to askelag. Herfra kan man slutte, at de fossile knogler må være imellem 3,3 og 3,0 millioner år gamle.

Hvis der ikke er vulkanske lag lige i nærheden af de lag, hvor man finder sine fossiler af forhistoriske mennesker eller menneskeaber, kan man i stedet datere lagene ved at undersøge hvilke andre fossiler af dyr og planter, der findes i lagene. Derefter kan man undersøge om fossiler af de samme dyr og planter også findes andre steder på jorden, hvor de ligger sammen med vulkanske lag (som man kan datere med radioaktive grundstoffer). Da bestemte dyre- og plantearter kun levede i bestemte perioder, så kan man overføre alderen på de daterede vulkanske lag til de lag, hvor man har fundet rester af forhistoriske mennesker eller menneskeaber.

Det er et rigtigt godt spørgsmål, og forskerne har endnu ikke afklaret præcis hvor lang tid der går. Men man ved, at forløbet både afhænger af hvilke omgivelser de døde rester bliver begravet i, samt at det tager mellem hundredtusinder og millioner af år for knogler og tænder at blive helt omdannet til sten.

På latin betyder fossil ”noget, der er gravet op”. Men når man til daglig taler om fossiler, mener man som regel rester af forhistoriske organismer, der er forstenede. Det vil sige, at skaller, planteved, knogler og tænder helt eller delvist er blevet til sten: de er omdannet til andre mineraler end de oprindelige.

For at dele af en organisme kan blive forstenet, kræver det at resterne begraves forholdsvist hurtigt efter døden. Hvis ikke resterne begraves hurtigt, vil rovdyr og ådselædere splitte kadaveret ad og æde de bløde dele, hvorefter mikroorganismer samt vind og vejr nedbryder de sidste bløddele og til sidst også hårde skaller, knogler og tænder.

Knoglerne skal derfor beskyttes ved at blive dækket af nye lag, som ler, mudder, silt eller sand. Nede i de dækkende lag er der grundvand med et højt indhold af opløste mineraler. Når grundvandet løber omkring og igennem knoglerne, bliver hulrum i knogler udfyldt med nye mineraler. Grundvandet opløser også de oprindelige stoffer i knogler og tænder og i stedte afsættes nye mineraler. For eksempel består levende knogler fortrinsvis af mineralet hydroxyapatit [Ca5(PO4)3(OH)], som ofte erstattes af mineralerne calcit (CaCO3) og mikrokrystallin pyrit (FeS2).

I ekstremt sjældne tilfælde, kan der findes rester af proteiner eller DNA-molekyler i fossiler. For eksempel har man udvundet DNA-rester af knogler fra denisova-menneskearten, som er mellem 200.000 og 50.000 år gamle. DNA blev kun bevaret, fordi knoglerne var begravet i aflejringer i en tør og kølig hule i Altai-bjergene. Det samme gælder rester af DNA fra før-neandertalere og neandertalere, som er fundet i huler i Altai- og Kaukasusbjergene, Belgien, Kroatien, Tyskland og Spanien, og samlet set er mellem 430.000 og 40.000 år. De tørre, kølige forhold bevarede knoglerne uændrede og hæmmede mikroorganismernes nedbrydning. 

Men skæbnen for langt de fleste levende organismer på kloden er at blive totalt tilintetgjort. De fleste bløddele på et kadaver som skind, hud, hår, fjer, muskler og indvolde bliver spist af kødædere, ådselædere og mikroorganismer. Mikroorganismer, vejr og vind nedbryder de sidste hårde dele til ingenting. Faktisk regner man med at det kun er én ud af 100.000 levende organismer der dør under forhold, som giver mulighed for engang at blive til et fossil. Og organismer med hårde dele som planteved, skaller, tænder og knogler har større chance for at blive bevaret end organismer med bløde dele.

Nej, det kan vi ikke. Vi er faktisk sikre på, at der må være flere arter, som man ikke har fundet endnu, og forskere finder med jævne mellemrum nye arter af forhistoriske mennesker og menneskeaber. Når det gælder menneskets evolution, så er især Mellemøsten, Persien, Sydøstasien, Central- og Vestafrika relativt uudforsket områder, hvor der helt sikkert kan gøres spændende nye fossilfund, som vil bidrage til og forbedre vores forståelse af menneskets evolution.

For eksempel ”mangler” der fossile arter fra den vigtige periode for mellem 9 og 6 millioner år siden. Det er tidsrummet hvor den forhistoriske art levede, som blev stamform til både mennesker og chimpanser. Fossiler herfra vil kunne belyse spørgsmålet om, hvornår og hvordan overgangen fra fire- til tobenet gang begyndte blandt menneskeaberne. I perioden mellem 6 og 4,4 millioner år har man kun fundet rester af to forskellige arter af Ardipithecus, men der må have eksisteret flere andre arter samtidigt.

Der dukker også helt nye arter op, efterhånden som palæontologerne leder i både kendte og nye og ikke undersøgte områder. I 2003 fandt man de første rester af Homo floresiensis (også kaldet ”hobbitterne”) en lille, omkring 1 meter høj og 25 kilo tung forhistorisk menneskeart, som levede for mellem 100.000 og 50.000 år siden på Flores-øen i Indonesien. 

Denisova-menneskene blev først opdaget i 2010, da man uddrog DNA fra en fingerknogle fundet i en hule i Altai-bjergene. Man troede knoglen stammede fra en neandertaler, men DNA’et var så forskelligt, at der var tale om en helt ny art. I dag (2025) kendes der kun få knoglestumper og tænder fra denisovanerne, som levede for mellem 217.000 og 56.000 år siden i og omkring det tibetanske plateau.

Siden 2013 har man udgravet fossiler af Homo naledi fra et hulekompleks i Sydafrika. Området var ellers velundersøgt, men her fandt man flere skeletter af en anden lille menneskeart, der blev op til 150 cm og vejede o. 45 kilo, og som levede for mellem 335.000 og 235.000 år siden.

I mellem 2007 og 2015 udgravede man spredte knogle og tandrester i Callao-hulen på Luzon-øen i Filippinerne. De viste sig i 2019 at tilhøre en ny menneskeart, Homo luzonensis, der var tydeligt forskelligt fra alle andre kendte arter. H. luzonensis er dateret til mellem 67.000 og 50.000 år siden. 

Disse nye fund af arter bidrager til et mere og mere komplekst billede af menneskets evolution. Vi er nu helt klar over, at der ikke var en jævn fremadskridende udvikling hen imod det anatomisk moderne menneske Homo sapiens. I stedet kan menneskets evolution bedre beskrives som et busket og forgrenet netværk med mange arter, som fulgte adskilte udviklingslinjer mens de blev tilpasset til deres lokale miljøer i Afrika, Asien og Europa. Ligesom med alle andre levende organismer her på Jorden.

Både nej og ja. Der er ikke nogen arter der er ”vigtigere” end andre i vores udviklingshistorie. Kranierne i Menneskedyret er udvalgt fordi de dels er relativt velkendte og ret udbredte arter, dels fordi de viser væsentlige anatomiske træk og begivenheder i menneskeslægtens historie.

Det skal ikke afsløres hvilke træk og begivenheder, som det drejer sig om (det kan man selv finde ud af ved at undersøge sine egne måleserier på kranierne), men kort opridse hvorfor de enkelte arter er med:

Chimpansen er vores nærmeste nulevende slægtning og vi kan studere dens levevis i naturen i dag. A. afarensis er en af flere Australopithecus-arter, der levede nogenlunde samtidigt i Øst- og Sydafrika; menneskeslægten Homo nedstammer fra en af disse arter (man er dog ikke sikker på hvilken). Homo erectus er måske den mest succesfulde art i menneskeslægtens historie: de eksisterede i mindst 1.7 millioner år og spredte sig ud over Asien, Europa og Afrika. Undersøgelser af fossiler af Homo erectus og fund af deres redskaber, tyder på at de stod bag nogle meget væsentlige opfindelser, adfærds- og kulturændringer i menneskeslægtens historie.

Det er et godt spørgsmål, der ikke kan gives et præcist svar på. Det skyldes to ting: dels er forskerne er indbyrdes uenige om, hvor mange forskellige arter der faktisk er, og dels opdager man løbende fossiler fra nye arter af forhistoriske mennesker. Mellemøsten og størstedelen af Asien er for eksempel temmelig dårligt undersøgte områder, når det gælder fossiler af forhistoriske mennesker, så her vil der med sikkerhed dukke nye fund op i fremtiden.

I øjeblikket (begyndelsen af 2025) kan man nogenlunde regne med otte navngivne og en unavngiven art indenfor menneskeslægten Homo: H. habilis (2,4-1,6 millioner år siden), H. erectus (2,0-0,1 millioner år siden), H. heidelbergensis (700.000-200.000 år siden), H. neanderthalensis (350.000-40.000 år siden), H. naledi (335.000-235.000 år siden), H. sapiens (300.000 år siden og til nutiden), H. luzonensis (67.000-50.000 år siden) og H. floresiensis (100.000 - 50.000 år siden). Den unavngivne art er Denisova-menneskene (217.000 – 56.000 år siden).

Men der er usikkerheder og uenigheder – og måske mange flere arter endnu. Nogle forskere mener at Homo habilis i virkeligheden tilhører Australopithecus-slægten, eller at nogle habilis-fossiler skal splittes fra til sin egen art H. ”rudolfensis”. Andre mener at de afrikanske fossiler af H. erectus er sin egen art, kaldet H. ”ergaster”. Fossile menneskerester fra Gran Dolina-hulen i Spanien dateret til mellem 1.200.000 og 800.000 år siden er foreslået som en særlig art H. ”antecessor”, men de minder også om H. erectus og tidlige H. heidelbergensis.

I Sydøstasien er situationen ekstremt kompliceret: man har flere fossile menneskerester fra perioden mellem 700.000 og 130.000 år siden, men det er forskellige dele af skelettet og tænder, der ikke umiddelbart kan sammenlignes. Der er foreslået to nye arter, H. longi og H. juluensis. H. longi er endda muligvis det først bevarede kranie af en denisovaner, men kan desværre ikke sammenlignes direkte med andre fund af denne art. Og endelig er der nogle der mener at H. floresiensis måske tilhører Australopithecus-slægten som den har mange lighedspunkter med, især i fødderne. 

”The Missing Link” betyder ”den manglende forbindelse”, og er et forældet begreb, som forskere er holdt op med at bruge. Det stammer fra én tid, hvor man ledte efter fossilet eller fossilerne af de arter, som var dén præcise mellemform mellem to kendte arter. Eller præcist dén forhistoriske art som var stammoder til større grupper, som f.eks. alle firbenede hvirveldyr, alle hvaler eller hele menneskelinjen. Man prøvede at finde ”missing link”, ved først at arrangere kendte uddøde og nutidige arter i en både tids- og udviklingsmæssig rækkefølge. Så regnede men ud præcist hvilke træk, der havde ændret sig i en bestemt rækkefølge. Og derefter handlede det om, at finde det fossil, der passede ind i rækken.

I dag har man forladt begrebet om ”missing links”. Hovedårsagen er, at man er blevet klar over hvor ukomplet vores viden om fortidige arter er. Mange fortidige arter har overhovedet ikke efterladt sig spor, fordi de levede i miljøer, hvor deres rester ikke havde mulighed for at blive bevaret som fossiler. Men hvis de er bevaret, så har man som regel kun en mindre del af skelettet eller kraniet fra enkelte eller få individer. Og skulle man finde et fossil, der passer præcist som mellemform, kan man stadig ikke være sikker – det kunne jo være et individ, som døde inden det nåede at formere sig!

Selv fra steder og tider, hvor man har tilstrækkeligt med fossiler, er det klart, at der – ligesom i nutiden – normalt levede mange nærtbeslægtede arter med små forskelle samtidigt ved siden af hinanden. Så er det næsten umuligt at finde præcis den art, som gav ophav til de efterfølgende. For eksempel er der flere samtidige arter af Australopithecus for omkring 2,5 millioner år siden. Men pga. meget små forskelle mellem Australopithecus-arterne og deres ukomplette fossiler, kan man ikke sige præcist hvilken, der blev ophav til menneskeslægten Homo.  Alligevel kan man overordnet se, at der blandt Australopithecus-arternes skeletter er en mængde anatomiske træk, som understøtter, at en af dem var stamform til senere del af menneskelinjen.

I dag laver man i stedet slægtskabsundersøgelser baseret på fysiske træk eller DNA, eller begge dele. Her kortlægger man hvilke arter, der er nærmeste beslægtet med hinanden. Ud fra slægtskabstræerne og ”det molekylære ur”, kan man nogenlunde sige noget om hvornår to arters eller en hel gruppes sidste fælles stamform levede. Og gætte på, hvilke anatomiske træk de har haft. 

For eksempel ved vi, at mennesker og chimpanser er hinandens nærmeste nulevende slægtninge, fordi deres DNA minder mere om hinandens end nogle andre arters. Engang i fortiden tilhørte deres stamformer den samme, nu for længst uddøde art af menneskeabe. Forskellen i DNA mellem chimpanser og mennesker opstod efter at denne art blev opdelt i mindst to nye populationer, som udviklede sig i hver sin retning. Ved at ”regne baglæns” på forskellene i deres DNA, regner man lige nu (2025) med, at den forhistoriske fælles stamform levede for mellem 9 og 6 millioner 

Den tidligste slægt på menneskets udviklingslinje, som man er sikker på gik på to ben, var Ardipithecus, der levede for mellem 5,6 og 4,4 millioner år siden i Østafrika. Skelettet viser at Ardipithecus’ hofte og bagben var tilpasset oprejst, tobenet gang. Men dens kraftige, modsatstillede storetå var samtidig tilpasset til at gribe om grene og stammer, ligesom hos chimpanser. Ardipithecus’ overkrop, arme og fingre var tilpasset til at klavre i træer. Undersøgelser af andre fossiler fra samme lag, som Ardipithecus-resterne, viser at de levede inde i tæt skov. Ardipithecus har både kunne gå på jorden, og klavre i træerne og gå ovenpå kraftige grene.

Det næste trin på menneskets udviklingslinje var de spinkle australopitheciner, Australopithecus, for mellem 4,2 og 1,9 millioner år siden. Fossile rester af hofter og ben viser, at de var endnu bedre tilpasset oprejst gang på to ben. De var naturligt kalveknæede og havde relativt korte ben. Fossile fodknogler og fodspor viser, at de stadig havde en relativt lange tæer og stor, modsatstillet storetå og gik med ret korte skridt. Deres overkroppe, arme og fingre var tilpasset til at klatre. De ældste fossiler af Australopithecus stammer fra områder med tæt skov i fortiden, men de yngre fossilfund viser at de levede i mange forskellige miljøer fra tæt skov, til åben skov, savanne og græssteppe. 

En 1,8 millioner år gammel fod af Homo habilis, viser at de havde ret korte tæer og en fjedrende svang, som var tilpasset at både gå og løbe. Hos Homo erectus, der opstod for 2,0 millioner år siden, opstod det moderne gang- og løbeskelet sig. Skeletter og spor på knoglerne viser, at H. erectus havde relativt lange ben, et mere snævert bækken, meget kraftige baldemuskler og en lang akillessene. Hovedets og skulderbæltets muskler blev adskilt, hvilket gjorde H. habilis og H. erectus til dårligere klatrere, men til gengæld kunne de nu svinge med armene som balance. Det er alt sammen tilpasninger til effektivt langdistance- og udholdenhedsløb i et jævnt tempo på 10-12 km i timen. H. erectus bredte sig vidt omkring og deres fossiler rester og redskaber er fundet i mange forskellige miljøer fra Vesteuropa i nord, Afrika i syd og til Kina og Indonesien i øst.