Planeter

Fra stjernestøv til beboelige planeter

Hvordan er Solsystemet opstået? Og hvor kommer vandet og livets byggesten fra? Fem fremtrædende forskere giver opskriften på, hvad der skal til for at lave et beboeligt planetsystem.

Foredrag med Vin & Videnskab

Vores eget solsystem blev født for omkring 4,57 milliarder år siden ud af en sky af gas og støv. 

Hvordan startede det hele? Hvordan kommer man fra støvkorn med omtrent samme størrelse som partiklerne i cigaretrøg til de planeter og måner, vi kan observere i Solsystemet i dag? Hvad skal der til, for at beboelige vandplaneter som Jorden kan opstå? Og hvor kommer de komplekse organiske molekyler, der udgør livets byggesten, fra?

Det får man en bedre og bedre forståelse af, ikke mindst takket være den banebrydende forskning, der netop i disse år foregår i København på Center for Star and Planet Formation (StarPlan) og Niels Bohr Institutet.   

I dette foredrag vil fem prominente forskere fra StarPlan og Niels Bohr Institutet udrulle Solsystemets store "skabelsesberetning" baseret på de allernyeste forskningsresultater. 

Professor Anja C. Andersen introducerer vores solsystem, som det ser ud i dag, og beretter om, hvor det fysiske ”bevismateriale”, som forskere undersøger for at forstå Solsystemets evolution, kommer fra.  

Professor Jes Kristian Jørgensen giver indblik i, hvordan planetsystemer opstår og deres tidlige udviklingsfaser.

Professor Anders Johansen fortæller om, hvordan jordlignende planeter dannes og bliver beboelige.

Adjunkt Elishevah van Kooten beretter om, hvordan Jorden via meteoritter kan have modtaget såkaldte præbiotiske molekyler, der er nøglen til at starte liv på en planet. 

Professor og leder af StarPlan Martin Bizzarro giver svaret på, hvor vandet i den indre del af vores solsystem kommer fra. 

INKLUDERET I PRISEN
Til arrangementet serveres et glas vin.
Sprog
Martin Bizzarro og Elishevah van Kootens foredrag vil være på engelsk, de resterende tre på dansk.
Dato
30.10.2024 kl. 19:00 – 21:15
Adresse
Chr. Hansen Auditoriet, Bartholinsgade 4A, 1356 København K