Hans Christian Cornelius Mortensen, en dedikeret overlærer fra Viborg Katedralskole, revolutionerede studiet af fugletræk i 1899 ved at opfinde ringmærkning som videnskabelig metode. Hans nysgerrighed om fuglenes vinteropholdssteder, fik ham til at udvikle et system, hvor han fastgjorde lette aluminiumringe med unikke numre og adresser på fugle. Dette gjorde det muligt at spore individuelle fugles rejser, når de blev fanget eller fundet, nogle gange over distancer på mere end 10.000 km fra, hvor de oprindeligt blev mærket.
Mortensens innovation har givet et fundamentalt bidrag til den globale fugleforskning og har formet det videnskabelige arbejde med ringmærkning verden over.
- Ringmærkning af fugle har i løbet af de sidste 125 år været en metode, der har revolutioneret vores forståelse af fuglenes verden. I løbet af det sidste århundrede opnået omfattende indsigt i fuglenes trækruter, levealder og adfærd. Denne information er essentiel, for den giver os mulighed for bedre at beskytte trækfugle, der ofte er afhængige af flere forskellige levesteder spredt over store afstande, siger Anders P. Tøttrup, sektionsleder for Videnskab & Samfund på Statens Naturhistoriske Museum.
Herudover spiller ringmærkning en vigtig rolle inden for forskningsområder som økologi og adfærdsbiologi.
- I dag bruger vi også ringmærkning til overvågning af fuglebestande og til at forstå sygdomsspredning blandt fugle, fortæller Anders P. Tøttrup.
Siden grundlæggelsen af ringmærkning i begyndelsen af det 20. århundrede, har projektet udviklet sig til et af verdens mest omfattende og langvarige citizen science-tiltag. Det er en bemærkelsesværdig præstation, der ikke alene har involveret forskere, men også passionerede frivillige overalt i Danmark, som har bidraget til at indsamle uvurderlig data om fuglenes liv og bevægelser.
Samtidig har Statens Naturhistoriske Museum, der siden 1931 har stået for indsamlingen af disse data, for nylig sikret en fortsættelse af samarbejdet med Miljøstyrelsen.
- Det garanterer, at ringmærkningsprojektet kan fortsætte sin vigtige mission de næste seks år, så vi kan blive ved med at beskytte de mange fuglearter og deres levesteder, mens vi fortsætter med at afdække nye erkendelser inden for feltet, siger Anders P. Tøttrup.
Efter Hans Christian Cornelius Mortensens banebrydende arbejde begyndte Danmark at systematisere ringmærkning gennem etableringen af en national ringmærkningscentral på Zoologisk Museum i København, som i dag er en del af Statens Naturhistoriske Museum.
Siden projektets start i 1928 har frivillige i Danmark registreret over 6,1 millioner fugle af mere end 300 forskellige arter gennem ringmærkning, en indsats der fremhæver den betydelige borgeropbakning til forskningen. Det årlige antal ringmærkede fugle ligger gennemsnitligt omkring 86.000 siden 1998, takket være en dedikeret gruppe på 200-230 frivillige ringmærkere.
I 2007 udgav Statens Naturhistoriske Museum 'Dansk Trækfugleatlas', der systematisk samler data fra både private og statslige ringmærkningscentraler i Danmark, og giver en omfattende indsigt i de enkelte arters migrationsmønstre. 'Dansk Trækfugleatlas' kan tilgås online på https://dk.birdmigrationatlas.dk/forside.
Forskningsresultater – ringmærkning og nyere teknologi
Ringmærkning med metalringe har vist sig at være utrolig værdifuld for at gøre os klogere på fuglenes biologi. Hvert eneste fund af en ringmærket fugl giver bl.a. viden om fugles trækruter, levealder og dødsårsager.
Ringmærkningsdata har bl.a. kunne vise, at nogle arter over tid har ændret deres overvintringsområder – dette ses hos bl.a. hvid stork og grågås.
Flere studier har ved hjælp af ringmærkningsdata også påvist, at der over tid sker en forskydning hos nogle småfugles trækfænologi - altså hvornår de ankommer i nord om foråret og trækker sydpå igen om efteråret.
I Danmark benytter vi os også af ringmærkningsdata til at overvåge nogle af vores ynglefugle. I den forbindelse har det været brugbart at ringmærke nye arter, der indvandrer til landet, som f.eks. skestork, men også uddøende arter som efterhånden forsvinder, som f.eks. kirkeugle.
Den viden, der er indsamlet gennem årene med ringmærkningen, er nu også med til at understøtte anvendelsen af nye teknologier, der giver endnu dybere indblik i fuglenes fascinerende liv.
Ved at benytte lysloggere*, radiotelemetri**, GPS/GSM-trackere ***mv., er det blevet muligt at studere fuglene i endnu højere detaljegrad. Det har gjort os klogere på trækruter og overlevelse hos hvid stork, havørn, nattergal, gøg og rødrygget tornskade, for blot at nævne nogle få arter.
Loggerdata har været med til at belyse, hvorfor trækfuglene fra Afrika et år var meget forsinkede. Da nattergale med lysloggere blev genfanget på deres ynglepladser i nord, viste det sig, at de var blevet tilbageholdt i det nordlige Kenya, hvilket viste sig at skyldes massiv tørke i Etiopien.
Mens nyere teknologier er meget brugbare, kan de bestemt ikke komplet udskifte den traditionelle ringmærkning af fugle med metalringe. I lyset af miljø- og klimaforandringer, kan ringmærkningsdata netop vise sig at være yderst værdifulde. Da ringmærkning har været foretaget systematisk i mange år, findes der utrolig meget historisk data. Disse lange dataserier kan bruges til at undersøge ændringer i fuglepopulationer i forhold til klimaforandringer.
*Lysloggere
Lysloggere er små elektroniske enheder, der fastgøres til fugle for at registrere lysniveauer over tid. Disse data kan bruges til at beregne fuglens position baseret på solens op- og nedgang. Lysloggere måler, hvor lang dagen er, og tidspunktet for solopgang og solnedgang, hvilket gør det muligt at bestemme fuglens breddegrad og længdegrad med en vis nøjagtighed. Dette giver forskere mulighed for at spore fuglenes migration over store afstande, selv uden at skulle være i nærheden af fuglen.
Lysloggere har den fordel, at de er små og lette, hvilket gør dem velegnede til mindre fuglearter. Ulempen er, at forskere skal genfange fuglene for at hente dataene fra lysloggeren, da de ikke sender information i realtid.
**Radiotelemetri
Radiotelemetri indebærer brugen af små radiosendere, som fastgøres til fuglen. Senderne udsender radiosignaler, der kan opfanges af modtagere, ofte håndholdte eller monteret på fly eller satellitter. Ved at måle styrken og retningen af signalerne kan forskere spore fuglens bevægelser mere præcist end med lysloggere.
***GPS/GSM-trackere er en teknologi, der bruges til at følge trækfugles bevægelser i realtid, hvilket giver forskere værdifuld indsigt i deres migrationsruter og adfærd. Her er en oversigt over, hvordan disse trackere fungerer, og hvorfor de er vigtige i forbindelse med studiet af trækfugle:
GPS-delen af trackeren bestemmer fuglens præcise position ved at kommunikere med satellitter. Ved hjælp af satellitsignaler kan forskere få nøjagtige koordinater for fuglens placering på jorden. GPS-data giver oplysninger om, hvor fuglene bevæger sig hen, hvor langt de rejser hver dag, hvilke ruter de tager, og hvor de holder pause undervejs.
GSM-delen gør det muligt for trackeren at sende data tilbage til forskerne via mobilnetværk. Når fuglen er inden for rækkevidde af et mobilnetværk, transmitterer trackeren de indsamlede GPS-data. Dette betyder, at forskere kan modtage data i realtid uden at skulle genfange fuglen eller afhente trackeren manuelt. I områder uden mobildækning kan dataene gemmes i trackeren og sendes, når fuglen er tilbage i et område med dækning.
