Botanik for børn
Midt i Botanisk Haves levende plantesamling kan du denne sommer møde museets formidlere, når vi inviterer til aktiviteter for børn og deres voksne i vores fine Formidlingsvæksthus og udendørs pavilloner. Kig forbi og bliv klogere på botanik, få fingrene i jorden og planter mellem hænderne.
- Lav din egen avisurtepotte, plant en stikling eller så dine egne frø. Dit færdige resultat får du med hjem sammen med en vejledning, så du kan dyrke botanikken i din vindueskarm, have eller altankasse. Når du har plantet dine frø, får du et Ramasjang Redder-diplom, da du er med til at give de sultne flagermus mad – og flere blomster giver flere insekter, som flagermusen spiser.
- Lav dit helt eget herbarieark med en presset plante. Arket får du med hjem sammen med en vejledning til at presse og tørre det færdigt derhjemme.
- Tag på plante-, fugle- eller sommerfugletur i Botanisk Have på egen hånd med låne-plancher.
- Farvelæg smukke stregtegninger af blomster, fugle og sommerfugle i Formidlingsvæksthuset eller tegn blomster i fri hånd.
Praktisk information
Målgruppe:
Arrangementerne er for børn i alle aldre.
Pris:
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.
Mad og drikke:
I Botanisk Have kan I købe forfriskninger i Mundfryds kaffevogn.
Mødested:
Formidlingsvæksthuset i Botanisk Have.
Botanisk Have er et grønt åndehul i hjertet af København, som inviterer til fordybelse i naturens verden. Botanisk Have er anlagt i 1874 efter haveplan fra Landskabsgartner H.A. Flindt og siden renoveret i 2012 af Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, der bl.a. er kendt for istandsættelserne af slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg samt Kongens Have i København.
Den gamle have er en del af Statens Naturhistoriske Museum og adskiller sig markant fra andre parker i storbyen ved at være et levende museum med forskning, formidling, undervisning og naturbevarelse som hovedopgaver.