af Sara Stenz, konservator
Når du besøger det nye Statens Naturhistoriske Museum, vil du kunne møde mange helt særlige genstande. En af dem er et næsten én meter langt skelet fra en karpe, Cyprinus carpio, der er mere end 100 år gammelt. Skelettet er så velbevaret, at selv de tynde, næsten gennemsigtige membraner mellem finnestrålerne stadig er bevaret. Dengang blev skelettet med stor forsigtighed skrabet rent i hånden og tørret. Det er et imponerende stykke naturhistorisk håndværk, som nu er fundet frem fra arkiverne og gjort klar til udstilling igen.
Det særlige ved dette skelet er den flotte præparation, der har gjort at selv finnemembranerne er bevaret og står udspændte imellem finnestrålerne på ryg-, bryst-, mave- og halefinnerne. Men da skelettet blev taget ud af magasinerne igen, opdagede vi dog, at de papirtynde membraner var begyndt at sprække efter de mange år med svingende temperatur og lav luftfugtighed.
For at sikre, at membranerne ikke fortsatte med at revne, og for at karpen kan stå flot i udstillingen i mange år, var det derfor vigtigt at få stabiliseret dem. Men hvordan reparerer man noget, der næsten er gennemsigtigt og så skrøbeligt, at selv en lille fejl kan gøre skaderne værre?
Japanpapir: Arkivsikker papirtype af utroligt lange fibre fra papirmorbærtræet.
Arkivsikkert: På museerne kræver vi en høj kvalitet af de materialer vi arbejder med. Arkivsikkert relaterer til materialets langtidsholdbarhed, det skal være stabilt over årtier, da nedbrydning af materialer ofte danner en masse flygtige stoffer, syrlige miljøer, fugt, og andet der kan skade genstandene.
Reversibelt: Vi stræber efter såkaldt ”reversibilitet” i konserveringsarbejdet – den behandling vi udfører på genstanden skal kunne fjernes igen. En limning skal f.eks. kunne afrenses og fjernes således at en senere reparation ikke bliver lim på lag af gammel lim, eller så en overmaling kan fjernes til analyse af originallaget nedenunder.
Normalt reparerer og stabiliserer man naturhistoriske genstande med tyndt Japanpapir og en arkivsikker lim. Men i dette tilfælde var papirfibrene alt for tydelige på de ultratynde membraner. Samtidig var membranerne så spændte, at der var for stor afstand mellem revnernes kanter til, at lim alene kunne hæfte dem sammen. Vi testede også, om membranerne kunne tåle vand, for at se om vi kunne bruge vandbaseret lim, men det gjorde desværre bare skaderne værre.
Da vi havde testet de almindelige metoder uden held, blev vi nødt til at tænke i helt nye baner.
Med erfaring fra konservering af museumsetiketter og en teknik, der kaldes remoistenable tissue, begyndte vi at eksperimentere med en metode, hvor man spreder et tyndt lag lim ud, lægger Japanpapir ovenpå og lader det tørre. På den måde får man papir dækket af et tyndt lag lim, som kan reaktiveres med en meget lille mængde opløsningsmiddel. Metoden bruges ofte i papirkonservering, blandt andet til reparation af gamle, vandfølsomme manuskripter
Vi havde jo testet at Japanpapiret ikke kunne bruges på selve membranerne, men måske kunne det tynde lag lim bruges uden papir? For at finde ud af det testede vi tre limtyper, som vi normalt arbejder med på museet:
Alle tre limtyper blev spredt i et tyndt lag på et plastikark og tørret, så vi kunne se, om de kunne fungere som selvstændigt lim-ark. Materialet skulle være stabilt, næsten usynligt, reversibelt (så det kan fjernes igen i fremtiden) og kunne aktiveres med acetone eller ethanol, så vi kunne nemlig undgå vand.
Methylcellulose tørrede semitransparent, men blev for skinnende, reaktiverede dårligt med ethanol og acetone, og flagerne foldede let ind på sig selv.
Lascaux 498 havde både god vedhæftning og reaktivering og er ellers en meget stabil og reversibel lim, men også den tørrede for blankt, så reparationerne ville blive alt for synlige.
Til sidst var der PVA. Selv om den ikke er helt så arkivsikker som Lascaux, tørrede den til en mat, semitransparent overflade, der næsten matchede membranernes udseende perfekt. Den kunne desuden reaktiveres med acetone og havde en god vedhæftning på membranerne.
Valget faldt derfor på PVA.
Med det rigtige materiale på plads kunne selve reparationen begynde. Et tyndt lag PVA-lim blev spredt ud på et plastikark med en paletkniv og fik lov at tørre. Derefter blev små stykker lim-ark omhyggeligt udstukket med en nål.
De bitte små flager blev løftet op med en pensel fugtet med acetone og placeret over revnerne i membranerne. Med en anden pensel blev de forsigtigt reaktiveret, mens fingeren på den modsatte side af membranen gav støtte.
Flagerne blev spændt ud over revnerne som en næsten usynlig udfyldning. Fordi limen blev aktiveret med acetone, kom membranerne aldrig i kontakt med vand, og flagerne kunne reaktiveres uden at flyde ud eller folde sig sammen.
Resultatet blev en reparation, der falder næsten i ét med det originale materiale og vil stabilisere karpeskelettet langt ud i fremtiden.
Karpeskelettet er nu klar til at flytte ind i udstillingen Livet, når det nye museum åbner. Her kan du opleve det imponerende skelet i al sin skrøbelighed. Når du står foran det, kan du prøve at se, om du kan få øje på membranerne og måske forestille dig, hvor meget håndværk der ligger i at bevare dem.
