Stor interesse for neandertalerne
Siden Statens Naturhistoriske Museum åbnede Neandertaler den 29. april i år har over 70.000 besøgende valgt at besøge særudstillingen, og en artikel om neandertalerne har foreløbig haft mere end 1,1 million læsere.
- Vi er rigtig glade for, at så mange gæster har set udstillingen, der fortæller historien om neandertalernes liv med jagt og overlevelse i et omskifteligt og barskt klima. Den fortæller også om, hvordan vores nærmeste uddøde slægtninge levede i stærke sociale grupper, som gjorde dem i stand til at overleve som art i omkring 400.000 år, indtil de uddøde for ca 40.000 år siden. De sidste ca. 15.000 år side om side med os, Homo sapiens, i Europa, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
Peter C. Kjærgaard har sammen med professor Mark Maslin fra UCL i London og lektor Trine Kellberg Nielsen fra Aarhus Universitet skrevet artiklen Neanderthals died out 40,000 years ago, but there has never been more of their DNA on Earth.
Artiklen er publiceret i det anerkendte forskningsmedie The Conversation, og den beskriver hvordan vores syn på neandertalerne er under kraftig forandring, i takt med ny forskning viser helt nye sider af, hvordan neandertalerne levede.
- Opdagelserne gør op med myten om, at de var meget tilbagestående. Den fortælling er også en vigtig pointe i vores udstilling, som netop viser, at neandertalerne var betydeligt mere udviklede og lignede os mere, end vi hidtil har troet. Det kan vi blandt andet se ved, at de har efterladt DNA-spor i det moderne menneske, så der har med andre ord været den del seksuel aktivitet mellem neandertalere og Homo sapiens, fortæller Peter C. Kjærgaard.
Artiklen i The Conversation er blevet citeret i en række nyhedsmedier verden over, og antallet af læsere stiger hurtigt.
- Jeg tror, at den store interesse for neandertalerne skyldes, at vi kan bruge deres liv og skæbne som et spejl for vores egen tilstedeværelse på Jorden. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor de uddøde, men meget tyder på, at store klimaforandringer var en væsentlig del af grunden til, at de forsvandt. I dag oplever det moderne menneske også store klimaforandringer, men forskellen er, at det er os, der skaber dem. Neandertalernes uddøen minder os om, at vi aldrig bør tage vores eksistens for givet. Hvis vi ikke vil ende som neandertalerne, må vi i fællesskab arbejde for en bæredygtig fremtid, siger Peter C. Kjærgaard.