Sidste Science Event på Zoologisk Museum
Lørdag d. 21. maj kan hele familien møde over 50 danske og internationale videnskabsfolk, når de fortæller om deres forskning i livet i havet og ferskvand.
Fra DTU Aqua kan du møde omkring 20 PhD-studerende, der får praktisk erfaring med formidling af deres forskning som en del af kurset Research Communication in Aquatic Sciences.
Forskere fra Statens Naturhistoriske Museum medbringer spændende dyr fra de videnskabelige samlinger, og fortæller de gode historier om en verden under overfladen.
Du kan bl.a. høre om nye arter dybhavsfisk, grønlandshaj, dolkhaler, bjørnedyr og de hemmelighedsfulde sjællandske oddere. Du kan også møde museets palæontolog Laura Cotton, som fortæller spændende historier om forhistoriske havdyr.
Gå heller ikke glip af et besøg bag kulisserne i hvalkælderen, der normalt er lukket for publikum, og som rummer en af verdens største samlinger af hvalskeletter.
Arrangementet bliver det sidste science event inden Zoologisk Museum lukker ved udgangen af efterårsferien 2022. Herefter bliver museet pakket ned, så dele af udstillingerne får nyt liv i en den spændende udstillingsbygning, som er ved at blive opført i Botanisk Have i København.
Livet under overfladen kan opleves lørdag den 21. maj fra 10.00 til 16.00 på Zoologisk Museum, Universitetsparken 15.
Arrangør: Statens Naturhistoriske Museum og DTU Aqua, Danmarks Tekniske Universitet