Konservatorens mareridt

Af Abdi Hedayat

Ofte bliver konservatorer spurgt hvilke opgaver, der har været de største, sjoveste, tungeste, kedeligste eller sværeste. Og der er rigeligt at vælge imellem, når museet, man servicerer, samler på hvalskeletter og udstiller hvalros og regnskovsplanter. Men det sværeste, tangerende til mareridt, er altid at flytte genstande. Når en genstand står i en udstillingsmontre, eller er placeret trygt i et kabinet på et magasin, er der meget få faktorer, der kan føre til skade. I det øjeblik et præparat skal håndteres og flyttes, er der et ocean af ydre faktorer, der i værste fald kan føre til skade og destruktion.

Og endelig er det blevet tid til at afsløre hvad, konservatorens største mareridt er; trappeskakten på Zoologisk Museum, der binder værkstederne i nederste etage sammen med udstillingerne på de øverste etager…

Da bygningen i sin tid blev planlagt, var det filosofien at udstillingerne skulle placeres øverst, da man derved undgik bærende søjler, og således kunne udstillingerne præsenteres i store åbne rum. Det første, der skete under planlægningen og design af udstillingerne var dog, at de store åbne lokaler blev delt op i mindre, og kunstige vægge og barrikader blev anvendt for at frembringe en labyrintisk fornemmelse. Værkstederne derimod, blev i sin tid placeret nederst i bygningskomplekset. Her har tanken formodentlig været at placeringen i bunden, ville skåne resten af museet for de fæle dufte, som arbejdet med døde dyr nok engang kan frembringe. Placeringen havde dog selvfølgelig den modsatte effekt, og på entomologisk afdeling på 4. sal, er der efterhånden opbygget så meget rutine, at visse medarbejdere kan lugte hvorvidt det er hvaler, isbjørne eller oddere der macereres.

Elevatoren, der forbinder museets værksteder og udstillinger, er ikke dimensioneret efter hvaler. Derfor er samtlige udstillede hvalskeletter blevet slæbt op ad museets trappeskakt. Og når skelettet af grønlandshvalen nedtages i 2023, skal det ligeledes transporteres via trappeskakten. Da skelettet i 1974 blev båret op, var det fuldstændigt disartikuleret. Efterfølgende er skelettet monteret ved hjælp af tonsvis af jern, der er limet fast til knoglerne ved anvendelsen af epoxy, et irreversibelt klæbemiddel, der efter hærdning kun kan adskilles mekanisk. Skelettets overflade er også konsolideret med epoxy. Dette gav god mening i sin tid, da man ikke forestillede sig at skelettet nogen sinde skulle flyttes. Men godt og vel 50 år er gået, og en ny æra har set dagens lys. Og grønlandshvalens skelet skal atter skilles ad, pakkes og flyttes forsvarligt, og monteres i et helt nyt museum. Fortsættelse følger!