Find fødselsdagsflag i Botanisk Have
I år er det 150 år siden, at Botanisk Have åbnede i 1874. I flere år op til åbningen blev der fundet, indkøbt og dyrket en masse planter for at skabe præcis den have, man ønskede sig. Det er derfor ikke kun havens 150 års fødselsdag – det er også planternes.
I dag har Botanisk Have en plantesamling på 15.000 planter, hvor en lille del har været med siden 1874. Dengang var alle planter og træer nyplantede, så det var en botanisk have med lav vegetation, som med årene har vokset sig til den skønne blanding af store træer, buske og åbne områder med blomster, vi kender i dag. Det tager tid at blive et stort træ, så vi fortsætter med at plante nye, så haven også om 150 år vil fremstå flot og imponerende.
Om Botanisk Have – et levende museum
Botanisk Have er et grønt åndehul i hjertet af København, som inviterer til fordybelse i naturens verden. Botanisk Have er anlagt i 1874 efter haveplan fra Landskabsgartner H.A. Flindt og siden renoveret i 2012 af Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, der bl.a. er kendt for istandsættelserne af slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg samt Kongens Have i København.
Den gamle have er en del af Statens Naturhistoriske Museum og adskiller sig markant fra andre parker i storbyen ved at være et levende museum med forskning, formidling, undervisning og naturbevarelse som hovedopgaver.