En forsinket jaguar
Af: Mikkel Ege Bartholdy
De fleste objekter der skal udstilles på det nye museum, kræver aktivt konserveringsarbejde af skader som resultat af langtidsopbevaring og -udstilling.
Andre genstande skal dog præpareres fra ny, til museumsgenstand. Denne taxidermi-fuldmontering af en jaguar, Pantera onca, udmærker sig således og er et næsten færdigmonteret præparat, der aldrig nåede til udstillingerne tidligere.
Jaguarens spændende historie som museumsobjekt blev åbenbaret gennem arbejdet med at planlægge og forberede de nye udstillinger.
Jaguaren er en han på 70kg som entrerede museets samlinger i 1979. Den blev endeligt opstillet i 1993, men arbejdet nåede dog aldrig helt til ende. For efter at skindet var trukket over mannequinen, udtrykket modelleret, og nålene sat i for at holde alt på plads, blev præparatet sat til at tørre og blev ikke færdigpræpareret i tredive år.
Nu er jaguaren udvalgt til at være en delpart af regnskovsudstillingen på det nye museum, hvilket krævede nogle enkelte udbedringer for at gøre den klar.
Konserveringsarbejdet med jaguaren
Tilstand
Jaguaren var ufuldstændigt præpareret og bar mange hundrede, nu rustne, nåle og stifter der holdt skindet i position. Rusten skæmmede skindet med rødlige jernoxider i hullerne hvor stifterne var indsat. Jaguaren havde i perioden på magasinet ikke haft en stander at hvile på; så enkelte klør var blevet slået løse, og flere af stifterne var trykket længere ind i kroppen.
Tilstanden fremstod derudover uden mange skader, men som ufærdigt præparat krævedes det af konserveringen at færdiggøre monteringen af jaguaren. Den samlede behandling i punkter var:
- Rense hele skindet for løse hår, rester af lim, og oxidationsprodukter.
- Fjernelse af tørret ler i ørene.
- Fæstning løse kløer i skindet.
- Udfyldning af enkelte huller efterladt af nålene, særligt omkring dyrets hoved hvor hullerne er mere synlige i den kortere og mindre tætte pels.
- Retouchering af område omkring øjne, snude, og læber.
- Tilføjelse af nye knurhår, da de fleste originale knurhår var mistet siden jaguaren var indleveret i 1979.
Behandling
De mange nåle blev fjernet med hånden, og løse rester af jernoxiderne blev fjernet med let støvsugning og børstning med pensler og svampe. En vandig opløsning af ethanol (1:1 70% ethanol til destilleret vand) blev også brugt til at afrense limrester og klumperne i skindet. De mere standhaftige klumper blev sandwichet imellem to Wypall wipes vædet med ethanol-blandingen, og herefter masseret ud med langsomme bevægelser i hårenes retning.
Den tørre ler der sad i ørene, tog let imod genfugtning med vand. Få timer efter genfugtningen kunne leret let trækkes ud i mindre fragmenter, uden at rive pelsen i ørene med sig.
De løse kløer blev limet fast med Paraloid B-72 opløst i acetone. Pelsen blev holdt til side med pincet, og limen malet ind i fatningen i skindet før kløerne blev genindsat.
Da jaguaren aldrig var nået videre end det trin hvor skindet fæstnes til mannequinen, var det blottede epidermis aldrig blevet indfarvet. Mange af farverne afhænger af aktiv cirkulation i det levende væv, og de nu udtørrede områder kræver at farverne bliver reintroduceret kunstigt for at dyret fremstår mere naturtro og levende.
De nålehuller som var placeret omkring øjne og på snuden var tydelige og blev forud for retoucheringen fyldt med en pasta lavet af Lascaux 498HV og glas-mikroballoner indfarvet med farvepigmenter.
De første farver blev lagt med Schmincke Aero Colour Professional gennem airbrush. Herefter blev arbejdet rettet til med de samme farver men håndmalet med pensel for at indarbejde nogle mere ujævne teksturer på snuden, og for at arbejde ind mellem hårstråene ved begyndelsen af hårgrænse på hage og rundt om øjnene.
Den sidste del af behandlingen var at indsætte en række knurhår hvor de manglede. Da vi ikke havde de originale knurhår valgte vi at bruge andre hår. Lange hvide hår fra hulepindsvin, Hystrix africaeaustralis, var perfekte da de overbevisende matchede knurhårenes naturlige krumning og tilspidsning. Indgangshuller blev forberedt med en smal syl, først over øjenbrynene hvor placeringen blev matchet med de modstående knurhår. Og mere løst omkring mulen hvor placeringen blev valgt efter konsultation med referencebillederne taget i 1979. Knurhårenes rod blev dyppet i en smule Lascaux 303HV før de blev indsat i de forberedte huller.
Jaguaren fremstod en smule mere præsentabel efter konserveringen, og er nu på konserveringsenhedens midlertidige lager. Her venter den (forhåbentligt ikke for længe denne gang!) på at blive installeret i det nye museum.
Den originale dioramamodel
Alt imens jaguaren var på værksted dukkede der en genstand op i udstillingssamlingen, som tegnede et billede for jaguarens originale formål.
Denne genstand var en lille model i skalaen 1:10, bygget af konservator Bo Bindel. Dette var første led i det forberedende arbejde til et regnskovsdiorama som skulle skildre noget af Sydamerikas dyreliv i Pol til Pol udstillingen på Zoologisk Museum!
For selvom jaguaren næsten var færdiggjort i 1993, nåede dette diorama dog ikke at blive en realitet. Kendere af udstillingerne på Zoologisk museum vil huske ”jule-dioramaet” der i de seneste år blev afdækket hver december. Her skulle jaguar-dioramaet have været opført.
Skalamodellen indeholdt alle de grove træk for det planlagte diorama, og de fleste af de eksisterende habitatdioramaer i udstillingerne er netop blevet til med skalamodeller som et værktøj i planlægningen. Habitatdioramaer er utroligt komplicerede udstillingsformer der særligt har krav til lyssætning og rumforståelse for at illusionen om en scene fra naturen opretholdes. En fysisk model er meget hurtig at sætte op ændre på, uden at der er brug for digital rendering af lys og modeller, og den kan let vises frem som ”proof of concept”.
Skalamodellen var akkompagneret af flere fotografier og noter om hvordan dioramaet skulle have været opbygget. Ydermere var der en kort liste over dyr der potentiel kunne indgå i dioramaet: Jaguar, piratfisk, kongegrib, træleguan, boa, elektrisk ål, og kamæleon.
Vores interesse for at finde mere information om dette ikkeeksisterende diorama var vakt, og jagten i samlingerne gik ind!
Samlingsmedarbejder og entomolog Anders Illum var samtidig med arbejdet med jaguaren på udkig efter præparater til de nye udstillinger. I denne proces faldt han over enkelte genstande med mærkatet ”til jaguar-dio” blandt udstillingens samling af afstøbninger og eksperimenter fra de tidligere konservatorer på museet.
Blandt disse genstande var flere reptiler der skulle bebo dioramaet, samt fotoalbum fyldt med studier i piratfisk og noter til præparation og afstøbning af realistiske fisk. Alt dette samlet i ét diorama ville kunne gisne om den enorme artsrigdom i Sydamerikas regnskove.
Af andre emner fundet blandt disse genstande var fotografier og bemærkninger om modlyseffekter til dioramaet, og utallige udklip af naturmagasiner. Sidstnævnte indsamlet som reference i Bos montering af jaguaren, vis posering på en lang rod eller stamme i skalamodellen gav mere kontekst til den ”fritsvævende” fuldmontering der kom ind i værkstedet.
Endeligt dukkede standeren (øverst til højre på ovenstående billede) til en ukendt fiskemodel op, med note om inklusion i jaguardioramaet. Fisken må antages at være fjernet til brug og har opfyldt sin raison d’etre et sted i udstillinger eller skoletjeneste på Statens Naturhistoriske Museum.
Denne mængde noter og genstande til et planlagt men ikke udført udstillingsobjekt antyder hvor omfattende et arbejde det kan være at formidle naturen som museum. Denne gruppe af genstande indeholder jo kun en enkelt mands, Bo’s, forberedende arbejde før at andre fagpersoner fra museets samlinger, formidling, håndværkere, forskning m.m. ville blive involveret i projektet for at raffinere og eksekvere det.
Således blev et tilfældigt kig på nederste hylde i udstillingssamlingen til en historie fra museets tid i Universitetsparken. Jaguaren, og mange af de andre genstande, får nu efter 30 år med ”jaguar-dio” mærkater på magasinernes hylder, opfyldt deres planlagte formål. De bliver en del af formidlingen på Statens Naturhistoriske Museums når vores nye museum åbner.
